Post by Lakeda Shadowbringer on Nov 24, 2008 15:34:21 GMT 1
Navn:
Lakeda Shadowbringer
Race:
Lys Elver
Side:
Neutral
Klasse:
Pathfinder
Alder:
4234år, ligner en på 23
Køn:
Kvinde
Højde:
1.75
Hudfarve:
Lys med et honning gyldent strejf.
Øjnefarve:
Blå
Hår og Hårfarve:
Mellemlangt, går hende til midt på ryggen, men er klippet meget specielt.
Hvidt
- Er Lakeda på en helt almindelig dag.
Tøj:
Tøjet skifter meget fra dag til dag, men hun har altid våben på sig, og går altid i meget behageligt tøj, som ikke sidder for stramt eller for løst, så hun kan kæmpe i det. Farverne er for det meste neutrale, men hun kan godt finde på at tage en farvestrålende kjole på hvis hun har lyst til at gå ned af gaden en anonym dag.
Hun bærer flere våben på sig end man umiddelbart kunne forestille sig, og har derfor de mærkeligste bælter spændt på rundt omkring på kroppen.
Hendes tøj er næsten altid nyt og aldrig laset (Ved mindre hun kommer direkte fra kamp)
Historien:
”Moar?.” En lys stemme gled igennem mørket. ”Hvorfor er her så mørkt?.” Stemmen lød fortvivlet. ”Hvor er far?.” Den lille skygge gravede sig ned mellem to skind. ”Hvorfor råber de sådan udenfor?.” Stemmen blev ved med at stille spørgsmål, men der kom intet svar. Der gik en tid, hvor det eneste man kunne høre var åndedrættet fra en lille person, så begyndte larmen udenfor igen, der var råben og skrigen. Den lille skikkelse rynkede let på næsen ved lugten af brændt træ. Der lød et kæmpe brag, et skrig som kom det fra flere kvinder og alt blev sort.
Det føltes som om Lakeda sank dybere og dybere ned i et ocean af kogende vand, den lille pige slog øjnene op og så sig omkring. Hendes hud sveg på grund af det varme vand, som var blevet kastet ud over alle de andre børn. Lakeda havde mest af alt lyst til at skrige, men hun holdt det inde og lyttede til de andre børns skrig og gråd. Af alle de 30børn, som stod bundet til samme pæl som Lakeda var hun den ældste, resten var mellem 2 og 5år. Lakeda kunne med et enkelt blik genkende dem alle sammen, hun trak vejret dybt og rettede hovedet, hun lukkede øjnene og drejede det ud mod det der måtte være resten af pladsen. Hun åndede ud og åbnede øjnene, et skrækkeligt syn ramte hende, hun stod bundet til en pæl i en vildtfremmed landsby, eller landsby var det ikke engang, hun genkendte området det lå omkring 2km fra hendes gamle landsby, men det lignede ikke hvad det havde gjort for et par dage siden, nu var der fuldt af fremmede mennesker, trolde og andre fremmede racer, hun havde ikke engang hørt om alle de forskellige slags mennesker hun så, men lige meget hvad kunne hun gætte sig til, at de ikke havde noget godt i sinde, hun var godt nok kun 6år, og en meget lille pige, men hun var klogere på omverdenen end nogen, nogensinde kunne forestille sig. Hun koncentrerede sig om en anden pæl, af samme slags som den de var bundet til, den var meget langt væk, alligevel var der noget bekendt over de kvinder der var bundet til den, det tog hende ikke lang til at genkende dem, de fleste af de 30børns mødre var bundet til den. Lakeda kiggede rundt med et fortvivlet håb. *Far?* Tanken skar igennem hende som et skrig, hvorfor kunne hun ikke se mændene? Hvorfor kunne hun ikke se den smilende person som altid havde kunnet svare på hendes mange ustoppelige spørgsmål? Hvorfor var han der ikke?
Hun kunne ikke gøre noget ved det, hun blev nødt til at skrige smerten ud nu, hun vidste godt, at hun burde holde modet op for resten af flokken, hendes far havde flere gange mindet hende om, at det var en god leders job at muntre de andre op, lade dem vide, at livet var værd at kæmpe for lige meget hvad der skete, men Lakeda kunne ikke holde mere inde i sig, et skarpt skrig gled over pladsen, hun mærkede 3 personer der hjalp hinanden med at stoppe noget stof i munden på hende og skære hende fri, hvorefter de halvt bar, halvt slæbte hende over til et telt, hvor de smed hende ind. Alt blev mørkt.
Der gik nogle timer til inden hun vågnede op igen, hvor hun fandt sig bundet fast endnu engang, denne gang lå hun bare på en bunke puder, hun rynkede let på næsen, en vane hun havde haft lige så lang tid som hun kunne huske, de voksne havde altid syntes hun så, så kær ud når hun rynkede på den måde, men det hjalp hende ikke særlig meget lige nu. Hun trak vejret dybt og prøvede at samle sine tanker om noget mere fast. Hun forstod ikke hvorfor dette skete, hun forstod ikke hvad der skete, men hun vidste det ikke var godt. Det var mørkt udenfor, hun kunne se flammerne fra det bål der måtte være placeret midt i lejren, skyggerne af de fremmede væsner klædt i forskellige former for beskyttende tøj. Hun lukkede øjnene og lænede sig tilbage i puderne, hvor hun lå og stirrede op i toppen af teltet, lidt fortvivlet over, at hun ikke vidste hvad der skete med de andre fra den gamle elver by, som hun havde levet i siden hun blev født for 5år siden.
Timerne gik solen stod op over lejren igen, der lød kommando råb udenfor, men det interesserede egentlig ikke Lakeda mere, hun havde vænnet sig til den åbent lyse grove måde som disse væsner blev styret på. Der gik mange timer, og endnu flere endnu. Først efter 48timer mere i teltet, da hun var ved at besvime af sult og tørst, kom der en fremmed skikkelse ind, Lakeda missede med øjnene i solen som skikkelsen lukkede med ind. Hun kunne ikke få et klart billede i de slørede øjne, men hun fornemmede at der blev sat noget foran hende, inden personen vendte om og gik igen. Trods den bidende sult gik der flere minutter inden Lakeda kunne tage sig sammen og kravle hen til maden, hun nåede ikke at smage hvordan det smagte, hun slugte bare stuvningen og drak den kande vand hun havde fået. Hun så rundt i rummet, og havde på nærmest ingen tid, fået det meste af sin energi tilbage, hun gabte let og indså straks, at der var forbløffende rent derinde, i forhold til hvor længe hun havde været der. Der lød stemmer ude foran teltet, Lakeda så op og et menneske klædt i sort trådte ind, han stirrede på hende med et koldt og lettere glubskt blik. ” Du er en heldig pige. ” Sagde han, mens han satte sig på hug foran hende og lod hånden glide hen over hendes bløde barnekind, hun drejede hovedet, men han drejede det tilbage. ”Du er blevet udvalgt.” Sagde han bare med en stemme som var fyldt med had, ” Til at være legekammerat for lederens søn.” Han skubbede hende tilbage i puderne, så hånligt ned på hende ” Det er en post, ingen har overlevet før.” Han lo koldt og forlod værelset.
10år senere
”Derfor er det vigtigt ikke at fornærme naturen.” En gammel hvidklædt mand stod overfor de 2 teenagere, han havde en streng mine, og stod med en lang, tynd, bøjelig pind i hånden, en pind der var perfekt til at slå elever over fingrene, og dette blev den i så rigelig grad også brugt til, selvom det kun var den ene der blev slået. Manden lod pinden svirpe ned over pigens fingre 4-5 gange, mens han vredt råbte: ” Hører De efter Sir.” mod drengen der sad ved siden af, han så brat op. ” Undskyld Professor ” Sagde drengen med let skælvende stemme, mens han spejdede lidt til siden, hvor pigen sad og knugede sine røde fingre ind til sig. Hun havde ikke engang tåre i øjnene, hun sendte bare drengen et opmuntrende blik.
Sådan havde det været i mange år nu, hver gang Zón, som Lakeda kaldte ham, lavede en fejl, var det Lakeda der tog prisen. Han var søn af en meget rig mand og man må sige han havde både bygningen og udseendet til at klare sig godt i livet, det vidste Lakeda godt, men alligevel havde hun endnu ikke tabt en sværdkamp imod ham. Lige siden Lakedas landsby blev udraderet for 10år siden, og alle de hemmelige skrifter der havde været i de mangle gamle elveres samling var blevet udslettet eller gemt på et slot, som ikke i hvert fald ikke brugte det til det, det var skrevet ned på.
Alle skrifterne var skrevet på det, som senere ville blive kaldt: Det Gamle Sprog, men som på dette tidspunkt har et navn, som er umuligt at stave, havde Lakeda været legekammeret for Zón, deltaget i timerne han deltog i, og været den der tog straffen, hvis nogen af dem gjorde noget forkert. Normalt var det ikke så slemt, for Zón kunne sagtens koncentrere sig i alle ting, undtagen boglig viden, der fik Lakeda altid nogle rap, fordi Zón faldt hen i tanker.
Lakeda havde på de sidste 10år vokset sig til at blive en direkte skønhed, det måtte alle som så hendes slanke skikkelse (som regel modvilligt) indrømme. Hun havde langt sølv, hvidt hår og en slank talje, samt en ellers fyldig skikkelse. Det eneste som menneskene som omgav hende kunne være lykkelige for var, at hendes ører stadig var længere og spidsere end menneskenes, men alligevel ikke så lange, at hun ikke kunne skjule dem under håret. Hun vidste ikke rigtig om det var fordi hun var vokset op hos menneskene, men hun var hverken så høj, eller havde så spidse ører som de andre elvere, alligevel var hun højere end de fleste kvinder i byen, og hun var samtidig langt mere elegant i sine bevægelser og mange ung piger misundende hendes grønne mandelformede øjne.
Hun var ikke det mindste i tvivl om sin skønhed, men vidst samtidig også at folk lod hende være, netop fordi hun var Zóns skole ven, og hans far havde tydeligt indberettet, at hun ikke måtte røres, da den eneste der var god nok til at blive lært op sammen med hans søn, var en lys elver, for selvom deres typiske godtroenhed, var de i det mindste intelligente væsner. Det var ikke på nogen måde en overdrivelse, al viden der blev spyttet ud i nærheden af hende, sugede hun til sig som en svamp. Hun var trodsig til det sidste, men kom aldrig rigtig i fedtefadet, for hun fik snoet sig ud af selv de underligste ting, alligevel blev hun straffet for alle de ting Zón fandt på. Hun var efterhånden blevet ret hårdhudet, men havde trods mange slemme sår og et par ar, som ville forsvinde med tiden.
¤Lakeda¤ en hviskende stemme bragte hende tilbage til den virkelige verden, ¤Undskyld.¤ Lakeda drejede hovedet og så direkte ind i Zóns triste øjne. ¤Det er okay¤, hviskede hun tilbage med et skævt smil, og rettede blikket mod professoren, som var i fuld gang med at sidde og rette deres besvarelser fra i går. Lakeda så ned på den skriftrulle der lå foran hende, og som hun burde gå i gang med at læse, men her på det sidste havde hun nærmest mistet lysten til at lære mere menneskenes historie. Hun drejede hovedet mod Zón. ¤Kan du ikke få ham til af fortælle mig elverne?¤ Spurgte hun med et bedende blik, som hun vidste han havde meget svært ved at afslå. Han nikkede og trak lidt på skuldrende, han var vel egentlig ligeglad, og når hun nu ville. Hun smilte bredt, og vendte tilbage til skriftrullen, inden professoren så op, og lagde mærke til, at hun slet ikke havde rullet skriftrullen det mindste ud. Hun sukkede let, hvor længe mon dette liv skulle vare? Hvor længe skulle hun forblive uvidende? Hvornår kunne hendes psyke ikke klare mere? Hvornår blev hun nød til at komme væk?. Hun vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, for hun ville ikke kunne overleve menneskenes måde at leve på meget længere, det tærede på hendes sjæl, selvom hun havde boet der længe var blevet rimelig vant til dem, delte de ikke hendes syn på verdenen, ikke hendes tanker og værst af alt, de bar' ikke på hendes kærlighed. Hele hendes krop og sjæl længtes mod skovene omkring byen, men hun kunne ikke slippe væk. Hun havde prøvet da hun var mindre, da hun var dum nok til at tro, at bare 3års sværdkamp, hvor hun sagtens kunne vinde over Zón, var nok til, at hun kunne vinde over dem som ville komme efter hende, og fange hende. Men hun tog fejl, og hun blev straffet for den fejl.
Lakeda tog sig let til ryggen, jo hun havde stadig de ar hun havde fået dengang. Hun stirrede ned på pergamentet, uden at opfatte nogle af ordene, de blev totalt slettet fra hendes hjerne af de tanker som gled igennem hendes hoved. Hvis bare hun kunne slippe væk fra dette sted, hvor den eneste som behandlede hende med respekt var Zón. Hun rettede blikket op ved en bevægelse ved siden af sig, Zón havde sat sig ned igen efter at havde snakket med professoren, han smilte skævt mod hende og nikkede let. Lakeda åndede lettet op. Om få år ville hun være klar til at forlade stedet, om få år var hun klar til at kæmpe sig vej ud af stedet. Hun så rundt, hadet boblede op inden i hende, og med et indså hun, at hendes eneste måde at blive fri på, var ved at udradere folket, som de havde udraderet hendes folk. Hun rettede blikket mod Zón igen, hun vidste, at dette en dag ville blive et opgør mellem ham og hende, for til den tid, ville hans far være for gammel til at kæmpe.
3år senere
Lakeda stirrede mod den runde træplade med de sorte cirkler på, den stod omkring 150m væk, og var ikke meget mere end en prik i det fjerne, for et normalt menneske øje, men Lakedas øje var ikke normalt, de var skarpe som en falks. Hun trak med en enkel bevægelse buestrengen tilbage på en bue der var lige så høj som hende selv. Hun havde selv lavet buen, den var formet meget kunstnerisk og var af smidigt, nærmest uknækkeligt træ, en perfekt langbue til at skyde med. Hun trak vejret dybt, rettede pilen mod træpladen og slap buestrengen, pilen fór af sted hen over græsplænen. Plet skud. Der lød en lyd af klappende hænder bag hende, Lakeda drejede rundt og så direkte mod Zón. De havde begge to forandret sig meget på de sidste 3 år. Hun havde mere kvindelige former nu, men stadig en meget smal talje og hun var endnu ikke så høj som de mange andre elvere, Zón havde vokset sig højere end hende nu, og hans muskler lå lag på lag under tøjet. Deres øjne fangedes i et kort øjeblik så, så hun ned i jorden. "De må ikke være herude herre, de skal tænke på landets bedste og sidde til møde med en masse rådgivere.". Hans far var ude af byen i øjeblikket, på krig for at erobre mere land ind under sig, og imens han var væk, var det den 20årige Zóns job at holde styr på byen, en ny ting for den unge mand, som endnu ikke havde sluttet sine studier sammen med elverpigen. De sidste 3år var de blevet lært op i elvernes historie, og Lakeda havde suget det hele til sig, som hun havde gjort med alt andet der blev fortalt til hende. Lakeda så afventende på ham, hun vidste godt at Zón kunne havde stoppet sine studier for længe siden og være blevet hærleder som hans far ønskede han skulle være, inden han endeligt blev leder af klanen, men der var et eller andet der havde holdt ham tilbage. Han forklarede selv alle rådgiverne hvis de spurgte, at det var fordi han stadig ønskede at vide mere om de forskellige racers oprindelse. Selvom de, de sidste tre år kun havde hørt om elverne.
Zón trak på skuldrende under Lakedas bebrejdende blik, og satte sig ned i græsset. "Tag det nu ikke så tungt Keda." Svarede han med drillende stemme, "byen stikker ikke af, men jeg har en fornemmelse, at du kun leder efter et øjeblik til at forlade alt det her på." Han slog ud med armene. Lakeda havde altid vidst, at han var klar over, at hun ville forlade ham til sidst, han havde kendt hendes svævende væsen i snart 12år, men her på det sidste var det som om han prøvede at lænke hende mere og mere fast til byen, ved at sørge for, at hun enten blev undervist sammen med ham, eller alene. Lakeda så ned på ham med et flammende blik, men drejede så rundt og tog sigte igen, hun affyrede 5pile af i hastig rækkefølge, hvor af alle sammen ramte plet midt på pladen, ligesom den første. Hun drejede rundt, udmærket klar over, at han holdt øje med hver eneste bevægelse. Hun bukkede lettere ironisk for ham, inden hun begyndte at gå ned mod mål skiven for at samle pilene op igen. Alle hendes sanser var blevet skarpere de sidste par år, specielt efter at professoren var begyndt at tale om elverne. Lige siden historien om de magiske sten der skulle holde elverne fast i tiden, havde hun været opsat på at få fat i en af dem, de var hendes retmæssige arv, og hun vidste hun havde brug for den, hvis hun nogensinde skulle få sin hævn.
Hun satte den ene hånd mod mål skiven, og hev pilene ud med den anden, hendes tanker var meget vildfarende da hun gik tilbage, hun ville meget gerne væk herfra snart, men hun havde ingen ide om hvordan, hun lignede ikke de andre, og havde derfor svært ved bare at forlade byen gennem en af de 4 porte der var omkring den. Hun sukkede tungt, og lagde ansigtet i mindre alvorlige folder da hun næsten var henne vil ham, det sidste hun havde brug for var, at han mistænkte hende for at ville føre sine tanker ud i livet. Hun stoppede op foran ham, smilte svagt. ”Hvornår er det timen starter?.” Han rystede let på hovedet af hende, ”Når solen står midt på himlen.” Svarede han bare, og hun nikkede, hvorefter hun drejede rundt og gik væk.
5 måneder senere:
En kappeklædt skikkelse sneg sig af sted gennem byen, der var mørkt i gaderne og ingen levende sjæl, udover dem som var på vagt, men Lakeda havde for længe siden fundet ud af, at det ikke gav mening at bekymre sig om dem der vandrede igennem byen med deres store sværd, de var alligevel ikke andet en folk der gik rundt i en for drukken tilstand, fordi de altid havde tilbragt en god rum tid på en kro inden de tog på vagt. Hun sneg sig længere frem mod den nordlige port, som vendte ud mod den skov, hvor hun havde boet som lille. Hun havde fanget mange detaljer om kampen fra professoren og var ham egentlig taknemmelig, selvom hun blev nødt til at dræbe ham snart. En kold latter gled igennem hendes krop, men hun holdt den inde. Hun skulle snart få hævnen, og med den ville freden i hendes sjæl komme.
Hun var nærmest et med skyggerne i nattens mørke og nåede frem til den nordlige port uden de mindste problemer. Hun fandt nogle specielt lavede dolke frem fra støvlerne og satte dem ind i revnerne mellem de store sten der byggede muren op. Hun kravlede langsomt op ad muren på denne måde, hvorefter hun hoppede op på muren, hun så sig omkring. Løb over på den anden side af den, og hoppede.
Under en time senere fandt hun sig selv stående midt inde i den dybe skov, hun rystede let følelsen af nervøsitet af sig og mumlede nogle ord hen for sig selv. Hun var fri til at starte sin plan nu, hun lo let for sig selv.
2år senere:
[/b]Lakeda Shadowbringer
Race:
Lys Elver
Side:
Neutral
Klasse:
Pathfinder
Alder:
4234år, ligner en på 23
Køn:
Kvinde
Højde:
1.75
Hudfarve:
Lys med et honning gyldent strejf.
Øjnefarve:
Blå
Hår og Hårfarve:
Mellemlangt, går hende til midt på ryggen, men er klippet meget specielt.
Hvidt
- Er Lakeda på en helt almindelig dag.
Tøj:
Tøjet skifter meget fra dag til dag, men hun har altid våben på sig, og går altid i meget behageligt tøj, som ikke sidder for stramt eller for løst, så hun kan kæmpe i det. Farverne er for det meste neutrale, men hun kan godt finde på at tage en farvestrålende kjole på hvis hun har lyst til at gå ned af gaden en anonym dag.
Hun bærer flere våben på sig end man umiddelbart kunne forestille sig, og har derfor de mærkeligste bælter spændt på rundt omkring på kroppen.
Hendes tøj er næsten altid nyt og aldrig laset (Ved mindre hun kommer direkte fra kamp)
Historien:
”Moar?.” En lys stemme gled igennem mørket. ”Hvorfor er her så mørkt?.” Stemmen lød fortvivlet. ”Hvor er far?.” Den lille skygge gravede sig ned mellem to skind. ”Hvorfor råber de sådan udenfor?.” Stemmen blev ved med at stille spørgsmål, men der kom intet svar. Der gik en tid, hvor det eneste man kunne høre var åndedrættet fra en lille person, så begyndte larmen udenfor igen, der var råben og skrigen. Den lille skikkelse rynkede let på næsen ved lugten af brændt træ. Der lød et kæmpe brag, et skrig som kom det fra flere kvinder og alt blev sort.
Det føltes som om Lakeda sank dybere og dybere ned i et ocean af kogende vand, den lille pige slog øjnene op og så sig omkring. Hendes hud sveg på grund af det varme vand, som var blevet kastet ud over alle de andre børn. Lakeda havde mest af alt lyst til at skrige, men hun holdt det inde og lyttede til de andre børns skrig og gråd. Af alle de 30børn, som stod bundet til samme pæl som Lakeda var hun den ældste, resten var mellem 2 og 5år. Lakeda kunne med et enkelt blik genkende dem alle sammen, hun trak vejret dybt og rettede hovedet, hun lukkede øjnene og drejede det ud mod det der måtte være resten af pladsen. Hun åndede ud og åbnede øjnene, et skrækkeligt syn ramte hende, hun stod bundet til en pæl i en vildtfremmed landsby, eller landsby var det ikke engang, hun genkendte området det lå omkring 2km fra hendes gamle landsby, men det lignede ikke hvad det havde gjort for et par dage siden, nu var der fuldt af fremmede mennesker, trolde og andre fremmede racer, hun havde ikke engang hørt om alle de forskellige slags mennesker hun så, men lige meget hvad kunne hun gætte sig til, at de ikke havde noget godt i sinde, hun var godt nok kun 6år, og en meget lille pige, men hun var klogere på omverdenen end nogen, nogensinde kunne forestille sig. Hun koncentrerede sig om en anden pæl, af samme slags som den de var bundet til, den var meget langt væk, alligevel var der noget bekendt over de kvinder der var bundet til den, det tog hende ikke lang til at genkende dem, de fleste af de 30børns mødre var bundet til den. Lakeda kiggede rundt med et fortvivlet håb. *Far?* Tanken skar igennem hende som et skrig, hvorfor kunne hun ikke se mændene? Hvorfor kunne hun ikke se den smilende person som altid havde kunnet svare på hendes mange ustoppelige spørgsmål? Hvorfor var han der ikke?
Hun kunne ikke gøre noget ved det, hun blev nødt til at skrige smerten ud nu, hun vidste godt, at hun burde holde modet op for resten af flokken, hendes far havde flere gange mindet hende om, at det var en god leders job at muntre de andre op, lade dem vide, at livet var værd at kæmpe for lige meget hvad der skete, men Lakeda kunne ikke holde mere inde i sig, et skarpt skrig gled over pladsen, hun mærkede 3 personer der hjalp hinanden med at stoppe noget stof i munden på hende og skære hende fri, hvorefter de halvt bar, halvt slæbte hende over til et telt, hvor de smed hende ind. Alt blev mørkt.
Der gik nogle timer til inden hun vågnede op igen, hvor hun fandt sig bundet fast endnu engang, denne gang lå hun bare på en bunke puder, hun rynkede let på næsen, en vane hun havde haft lige så lang tid som hun kunne huske, de voksne havde altid syntes hun så, så kær ud når hun rynkede på den måde, men det hjalp hende ikke særlig meget lige nu. Hun trak vejret dybt og prøvede at samle sine tanker om noget mere fast. Hun forstod ikke hvorfor dette skete, hun forstod ikke hvad der skete, men hun vidste det ikke var godt. Det var mørkt udenfor, hun kunne se flammerne fra det bål der måtte være placeret midt i lejren, skyggerne af de fremmede væsner klædt i forskellige former for beskyttende tøj. Hun lukkede øjnene og lænede sig tilbage i puderne, hvor hun lå og stirrede op i toppen af teltet, lidt fortvivlet over, at hun ikke vidste hvad der skete med de andre fra den gamle elver by, som hun havde levet i siden hun blev født for 5år siden.
Timerne gik solen stod op over lejren igen, der lød kommando råb udenfor, men det interesserede egentlig ikke Lakeda mere, hun havde vænnet sig til den åbent lyse grove måde som disse væsner blev styret på. Der gik mange timer, og endnu flere endnu. Først efter 48timer mere i teltet, da hun var ved at besvime af sult og tørst, kom der en fremmed skikkelse ind, Lakeda missede med øjnene i solen som skikkelsen lukkede med ind. Hun kunne ikke få et klart billede i de slørede øjne, men hun fornemmede at der blev sat noget foran hende, inden personen vendte om og gik igen. Trods den bidende sult gik der flere minutter inden Lakeda kunne tage sig sammen og kravle hen til maden, hun nåede ikke at smage hvordan det smagte, hun slugte bare stuvningen og drak den kande vand hun havde fået. Hun så rundt i rummet, og havde på nærmest ingen tid, fået det meste af sin energi tilbage, hun gabte let og indså straks, at der var forbløffende rent derinde, i forhold til hvor længe hun havde været der. Der lød stemmer ude foran teltet, Lakeda så op og et menneske klædt i sort trådte ind, han stirrede på hende med et koldt og lettere glubskt blik. ” Du er en heldig pige. ” Sagde han, mens han satte sig på hug foran hende og lod hånden glide hen over hendes bløde barnekind, hun drejede hovedet, men han drejede det tilbage. ”Du er blevet udvalgt.” Sagde han bare med en stemme som var fyldt med had, ” Til at være legekammerat for lederens søn.” Han skubbede hende tilbage i puderne, så hånligt ned på hende ” Det er en post, ingen har overlevet før.” Han lo koldt og forlod værelset.
10år senere
”Derfor er det vigtigt ikke at fornærme naturen.” En gammel hvidklædt mand stod overfor de 2 teenagere, han havde en streng mine, og stod med en lang, tynd, bøjelig pind i hånden, en pind der var perfekt til at slå elever over fingrene, og dette blev den i så rigelig grad også brugt til, selvom det kun var den ene der blev slået. Manden lod pinden svirpe ned over pigens fingre 4-5 gange, mens han vredt råbte: ” Hører De efter Sir.” mod drengen der sad ved siden af, han så brat op. ” Undskyld Professor ” Sagde drengen med let skælvende stemme, mens han spejdede lidt til siden, hvor pigen sad og knugede sine røde fingre ind til sig. Hun havde ikke engang tåre i øjnene, hun sendte bare drengen et opmuntrende blik.
Sådan havde det været i mange år nu, hver gang Zón, som Lakeda kaldte ham, lavede en fejl, var det Lakeda der tog prisen. Han var søn af en meget rig mand og man må sige han havde både bygningen og udseendet til at klare sig godt i livet, det vidste Lakeda godt, men alligevel havde hun endnu ikke tabt en sværdkamp imod ham. Lige siden Lakedas landsby blev udraderet for 10år siden, og alle de hemmelige skrifter der havde været i de mangle gamle elveres samling var blevet udslettet eller gemt på et slot, som ikke i hvert fald ikke brugte det til det, det var skrevet ned på.
Alle skrifterne var skrevet på det, som senere ville blive kaldt: Det Gamle Sprog, men som på dette tidspunkt har et navn, som er umuligt at stave, havde Lakeda været legekammeret for Zón, deltaget i timerne han deltog i, og været den der tog straffen, hvis nogen af dem gjorde noget forkert. Normalt var det ikke så slemt, for Zón kunne sagtens koncentrere sig i alle ting, undtagen boglig viden, der fik Lakeda altid nogle rap, fordi Zón faldt hen i tanker.
Lakeda havde på de sidste 10år vokset sig til at blive en direkte skønhed, det måtte alle som så hendes slanke skikkelse (som regel modvilligt) indrømme. Hun havde langt sølv, hvidt hår og en slank talje, samt en ellers fyldig skikkelse. Det eneste som menneskene som omgav hende kunne være lykkelige for var, at hendes ører stadig var længere og spidsere end menneskenes, men alligevel ikke så lange, at hun ikke kunne skjule dem under håret. Hun vidste ikke rigtig om det var fordi hun var vokset op hos menneskene, men hun var hverken så høj, eller havde så spidse ører som de andre elvere, alligevel var hun højere end de fleste kvinder i byen, og hun var samtidig langt mere elegant i sine bevægelser og mange ung piger misundende hendes grønne mandelformede øjne.
Hun var ikke det mindste i tvivl om sin skønhed, men vidst samtidig også at folk lod hende være, netop fordi hun var Zóns skole ven, og hans far havde tydeligt indberettet, at hun ikke måtte røres, da den eneste der var god nok til at blive lært op sammen med hans søn, var en lys elver, for selvom deres typiske godtroenhed, var de i det mindste intelligente væsner. Det var ikke på nogen måde en overdrivelse, al viden der blev spyttet ud i nærheden af hende, sugede hun til sig som en svamp. Hun var trodsig til det sidste, men kom aldrig rigtig i fedtefadet, for hun fik snoet sig ud af selv de underligste ting, alligevel blev hun straffet for alle de ting Zón fandt på. Hun var efterhånden blevet ret hårdhudet, men havde trods mange slemme sår og et par ar, som ville forsvinde med tiden.
¤Lakeda¤ en hviskende stemme bragte hende tilbage til den virkelige verden, ¤Undskyld.¤ Lakeda drejede hovedet og så direkte ind i Zóns triste øjne. ¤Det er okay¤, hviskede hun tilbage med et skævt smil, og rettede blikket mod professoren, som var i fuld gang med at sidde og rette deres besvarelser fra i går. Lakeda så ned på den skriftrulle der lå foran hende, og som hun burde gå i gang med at læse, men her på det sidste havde hun nærmest mistet lysten til at lære mere menneskenes historie. Hun drejede hovedet mod Zón. ¤Kan du ikke få ham til af fortælle mig elverne?¤ Spurgte hun med et bedende blik, som hun vidste han havde meget svært ved at afslå. Han nikkede og trak lidt på skuldrende, han var vel egentlig ligeglad, og når hun nu ville. Hun smilte bredt, og vendte tilbage til skriftrullen, inden professoren så op, og lagde mærke til, at hun slet ikke havde rullet skriftrullen det mindste ud. Hun sukkede let, hvor længe mon dette liv skulle vare? Hvor længe skulle hun forblive uvidende? Hvornår kunne hendes psyke ikke klare mere? Hvornår blev hun nød til at komme væk?. Hun vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, for hun ville ikke kunne overleve menneskenes måde at leve på meget længere, det tærede på hendes sjæl, selvom hun havde boet der længe var blevet rimelig vant til dem, delte de ikke hendes syn på verdenen, ikke hendes tanker og værst af alt, de bar' ikke på hendes kærlighed. Hele hendes krop og sjæl længtes mod skovene omkring byen, men hun kunne ikke slippe væk. Hun havde prøvet da hun var mindre, da hun var dum nok til at tro, at bare 3års sværdkamp, hvor hun sagtens kunne vinde over Zón, var nok til, at hun kunne vinde over dem som ville komme efter hende, og fange hende. Men hun tog fejl, og hun blev straffet for den fejl.
Lakeda tog sig let til ryggen, jo hun havde stadig de ar hun havde fået dengang. Hun stirrede ned på pergamentet, uden at opfatte nogle af ordene, de blev totalt slettet fra hendes hjerne af de tanker som gled igennem hendes hoved. Hvis bare hun kunne slippe væk fra dette sted, hvor den eneste som behandlede hende med respekt var Zón. Hun rettede blikket op ved en bevægelse ved siden af sig, Zón havde sat sig ned igen efter at havde snakket med professoren, han smilte skævt mod hende og nikkede let. Lakeda åndede lettet op. Om få år ville hun være klar til at forlade stedet, om få år var hun klar til at kæmpe sig vej ud af stedet. Hun så rundt, hadet boblede op inden i hende, og med et indså hun, at hendes eneste måde at blive fri på, var ved at udradere folket, som de havde udraderet hendes folk. Hun rettede blikket mod Zón igen, hun vidste, at dette en dag ville blive et opgør mellem ham og hende, for til den tid, ville hans far være for gammel til at kæmpe.
3år senere
Lakeda stirrede mod den runde træplade med de sorte cirkler på, den stod omkring 150m væk, og var ikke meget mere end en prik i det fjerne, for et normalt menneske øje, men Lakedas øje var ikke normalt, de var skarpe som en falks. Hun trak med en enkel bevægelse buestrengen tilbage på en bue der var lige så høj som hende selv. Hun havde selv lavet buen, den var formet meget kunstnerisk og var af smidigt, nærmest uknækkeligt træ, en perfekt langbue til at skyde med. Hun trak vejret dybt, rettede pilen mod træpladen og slap buestrengen, pilen fór af sted hen over græsplænen. Plet skud. Der lød en lyd af klappende hænder bag hende, Lakeda drejede rundt og så direkte mod Zón. De havde begge to forandret sig meget på de sidste 3 år. Hun havde mere kvindelige former nu, men stadig en meget smal talje og hun var endnu ikke så høj som de mange andre elvere, Zón havde vokset sig højere end hende nu, og hans muskler lå lag på lag under tøjet. Deres øjne fangedes i et kort øjeblik så, så hun ned i jorden. "De må ikke være herude herre, de skal tænke på landets bedste og sidde til møde med en masse rådgivere.". Hans far var ude af byen i øjeblikket, på krig for at erobre mere land ind under sig, og imens han var væk, var det den 20årige Zóns job at holde styr på byen, en ny ting for den unge mand, som endnu ikke havde sluttet sine studier sammen med elverpigen. De sidste 3år var de blevet lært op i elvernes historie, og Lakeda havde suget det hele til sig, som hun havde gjort med alt andet der blev fortalt til hende. Lakeda så afventende på ham, hun vidste godt at Zón kunne havde stoppet sine studier for længe siden og være blevet hærleder som hans far ønskede han skulle være, inden han endeligt blev leder af klanen, men der var et eller andet der havde holdt ham tilbage. Han forklarede selv alle rådgiverne hvis de spurgte, at det var fordi han stadig ønskede at vide mere om de forskellige racers oprindelse. Selvom de, de sidste tre år kun havde hørt om elverne.
Zón trak på skuldrende under Lakedas bebrejdende blik, og satte sig ned i græsset. "Tag det nu ikke så tungt Keda." Svarede han med drillende stemme, "byen stikker ikke af, men jeg har en fornemmelse, at du kun leder efter et øjeblik til at forlade alt det her på." Han slog ud med armene. Lakeda havde altid vidst, at han var klar over, at hun ville forlade ham til sidst, han havde kendt hendes svævende væsen i snart 12år, men her på det sidste var det som om han prøvede at lænke hende mere og mere fast til byen, ved at sørge for, at hun enten blev undervist sammen med ham, eller alene. Lakeda så ned på ham med et flammende blik, men drejede så rundt og tog sigte igen, hun affyrede 5pile af i hastig rækkefølge, hvor af alle sammen ramte plet midt på pladen, ligesom den første. Hun drejede rundt, udmærket klar over, at han holdt øje med hver eneste bevægelse. Hun bukkede lettere ironisk for ham, inden hun begyndte at gå ned mod mål skiven for at samle pilene op igen. Alle hendes sanser var blevet skarpere de sidste par år, specielt efter at professoren var begyndt at tale om elverne. Lige siden historien om de magiske sten der skulle holde elverne fast i tiden, havde hun været opsat på at få fat i en af dem, de var hendes retmæssige arv, og hun vidste hun havde brug for den, hvis hun nogensinde skulle få sin hævn.
Hun satte den ene hånd mod mål skiven, og hev pilene ud med den anden, hendes tanker var meget vildfarende da hun gik tilbage, hun ville meget gerne væk herfra snart, men hun havde ingen ide om hvordan, hun lignede ikke de andre, og havde derfor svært ved bare at forlade byen gennem en af de 4 porte der var omkring den. Hun sukkede tungt, og lagde ansigtet i mindre alvorlige folder da hun næsten var henne vil ham, det sidste hun havde brug for var, at han mistænkte hende for at ville føre sine tanker ud i livet. Hun stoppede op foran ham, smilte svagt. ”Hvornår er det timen starter?.” Han rystede let på hovedet af hende, ”Når solen står midt på himlen.” Svarede han bare, og hun nikkede, hvorefter hun drejede rundt og gik væk.
5 måneder senere:
En kappeklædt skikkelse sneg sig af sted gennem byen, der var mørkt i gaderne og ingen levende sjæl, udover dem som var på vagt, men Lakeda havde for længe siden fundet ud af, at det ikke gav mening at bekymre sig om dem der vandrede igennem byen med deres store sværd, de var alligevel ikke andet en folk der gik rundt i en for drukken tilstand, fordi de altid havde tilbragt en god rum tid på en kro inden de tog på vagt. Hun sneg sig længere frem mod den nordlige port, som vendte ud mod den skov, hvor hun havde boet som lille. Hun havde fanget mange detaljer om kampen fra professoren og var ham egentlig taknemmelig, selvom hun blev nødt til at dræbe ham snart. En kold latter gled igennem hendes krop, men hun holdt den inde. Hun skulle snart få hævnen, og med den ville freden i hendes sjæl komme.
Hun var nærmest et med skyggerne i nattens mørke og nåede frem til den nordlige port uden de mindste problemer. Hun fandt nogle specielt lavede dolke frem fra støvlerne og satte dem ind i revnerne mellem de store sten der byggede muren op. Hun kravlede langsomt op ad muren på denne måde, hvorefter hun hoppede op på muren, hun så sig omkring. Løb over på den anden side af den, og hoppede.
Under en time senere fandt hun sig selv stående midt inde i den dybe skov, hun rystede let følelsen af nervøsitet af sig og mumlede nogle ord hen for sig selv. Hun var fri til at starte sin plan nu, hun lo let for sig selv.
2år senere:
Lakeda befandt sig i sit store telt midt i den hemmelige lejr, der var beskyttet af magi fra de højeste troldmænd på den tid, og af skovenes hjælpsomme væsner. Hun var i færd med at stirre på et kort over Byen, den by som hun havde boet i, i alt for mange år. Der lød støj ude fra forsamlingspladsen, hvor hele guildet samlede sig hver aften for at diskutere næste dags træk. Lakeda rejste sig irriteret op, tog sit sværd som stod op af stolen, fæstnede bæltet om maven og bevægede sig ud af teltet, hun stod bare og stirrede på det kaotiske kaos der var opstået omkring bålet som brændte nat og dag, for at skaffe mad nok til alle menneskerne. Lakeda stod bare og stirrede med kold mine på de 2 grupper af guildet der var kommet op og slås. Hun drejede hovedet skarpt og så op imellem træerne, hun lagde to fingre mod læberne og fløjtede en meget skinger lyd. Kampen stoppede brat, og Lakeda rettede igen opmærksomheden mod den. ”Jeg kender ikke til omstændighederne, og jeg vil ikke vide dem, den der slog først træder frem nu.!” Snerrede hun iskoldt af de 6mænd og 2kvinder som stod og stirrede forbløffede på hende. Der opstod lidt tumulter i flokken og en svært såret manden trådte frem. ”Jeg startede det ærede frøken.” Sagde han og bukkede for hende. Lakeda fnyste let forarget. En skygge kom dalende ned mellem de tætte trækroner og landede på Lakedas skulder, hun aede falken på brystet og rettede opmærksomheden mod den let skælvende mandsperson som havde været modig nok til at træde frem, hun stirrede indgående på ham. ”Du lyver for din leder.” Sagde hun bare lettere koldt, hun pegede ind i flokken af mennesker, ”Det var din kone der startede kampen her.” Hun smilte koldt mod kvinden som trak sig tilbage i mængden. ”Men fordi du er villig til at ofre din skæbne for hendes, giver jeg jer begge en mild straf.” Sagde hun roligt, ”I skal forklæde jer som almindelige mennesker, lige som i var for 1½år siden, derefter skal i tage ind til Byen(Zóns) og finde ud af de nyeste rygter om, hvordan han reagere på de mærkelige dødsfald.
Lige siden Lakeda startede guildet af Pathfindere op for 2år siden var der strømmet folk til, som var kendt indenfor krig og som ønskede at hævne sig på Zón eller hans far. Lakeda var meget kræsen med hvem hun tog ind, men alligevel kunne hun blive skuffet mangt en gang. Alle racer var velkomne, men de skulle trænes op i Pathfinderens vej.
På de to år var det lykkedes dem at dræbe omkring 300 soldater, samt de 5lærer som Lakeda havde sammen med Zón. De havde dræbt det hele i skyggen, for hun så ingen grund til at møde byen i åben kamp endnu, hellere lade dem dvæle i uvisheden. Hun vidste godt, at Zón vidste det var hende, men han vidste ikke hvordan hun gjorde det.
Lakeda gik langsomt ind i teltet igen, det var pludselig gået op for hende hvem de næste skulle være, ”Rådet.” Sagde hun frem for sig selv. Rådet var de 8 mennesker som hjalp Zón med at regerer indtil hans far kom hjem, han var endnu ikke kommet hjem fra sin kamp for 2år siden, og alt tydede stærkt på, at han slet ikke kom. Lakeda var efterhånden helt sikker på, at han var død i sin grådighed, og tiden skulle vise hende, at hun havde ret.
Der var nu gået 5år siden guildet blev oprettet og det var præcis 3år siden Lakeda havde sendt de første lys elvere fra sin gamle landsby ud for at lede efter de sten som skulle forlænge deres liv. Mange dage har hun brugt på at udrydde menneskene i Byen lidt af gangen, for at tænke på noget andet, end de Pathfindere hun havde sendt ud. Dog skete der noget en kold vinter morgen, lige som hun havde opgivet håbet, de 5elvere hun havde sendt ud vendte tilbage, med en kiste imellem sig. Lakeda belønnede dem alle meget for deres brave indsats for elver samfundet, og tildelte alle elverne deres sten, samt hun selv fik en.
Udryddelsen af byen fortsatte
Der gik mange år, hvor guildet dræbt 1person om dagen i Byen, alligevel gik det aldrig op for dem, hvordan det hele kunne lade sig gøre, mange af Pathfinderne blev ældre med tiden, og hurtigt var de ukampdygtige, men helligede deres liv til at lære de unge i guildet, hvordan man kæmpede efter deres love. Lakeda ændrede sig ikke selvom der var gået omkring 20år nu, hun havde stadig den 23 årig piges udseende, men en 40årigs erfaringer.
Lakeda var endelig træt af de ligegyldige blodsudgydelser, hun fandt sit skygge tøj frem og forlod skoven uden varsel. Det var mørkt omkring hende mens hun sneg sig ind gennem byen. Der var vagter næsten overalt, og Lakeda måtte hanke meget op i sig selv, for ikke at komme til at sende en dolk i retning mod dem, det var ikke fordi hun hadede dem mere, hun var bare kommet så godt ind i vanen. Hun slap sin dolk og listede videre gennem byens mørke, tomme gader op til slottet. Hun kravlede op af muren, på samme måde som hun gjorde den da hun stak af og endte i et vagttårn, hvor hun slog vagten ud, inden hun sneg sig gennem slottes kolde gange mod værelset hun vidste Zón opholdt sig i. Hun vidste ikke rigtig om hun havde lyst til at se sin gamle kammeret efter så mange år, men hun vidste hun blev nødt til at dræbe ham eller brænde byen ned, før hun var tilfreds. Før hun havde fået sin hævn. Hun stoppede op udenfor hans dør, trak vejret dybt og bankede på den.
”Kom ind.” En velkendt stemme lød på den anden side af døren, Lakeda trådte ind i rummet, hendes blik var rettet direkte mod Zóns blå øjne, ”Jeg vidste du ville komme.” Sagde han bare. ”Du har ikke forandret dig overhovedet.” Han rejste sig op fra den stol han havde siddet i og gik hen imod hende. Lakeda fnyste let. ” Det har du til gengæld.” Svarede hun koldt. ” Og nu må du bøde for din fars fejl.” Sagde hun med et roligt blik, og med en enkel arm bevægelse henledte hun hans opmærksomhed mod byen, som kort tid efter stod i flammer. De gamle huse bygget af træ, sten og strå blev hurtigt ædt op af ilden, man kunne høre menneskernes skrig og fuglenes døds varslende skrigen. Hun trådte tilbage fra vinduet da Zón trådte frem, hun så panikken i hans blik, og vreden der langsomt tonede frem. Hun lo koldt. ”Der kommer den,” Svarede hun med en farligt blid stemme. ” Den vrede jeg har haft igennem hele tiden.” Hun smilte koldt. ” Jeg byder dig Farvel, og giver dig en chance for at bygge byen op igen.” Hun lo koldt og sprang ud af vinduet, hun landede på et tag ca. 20m længere nede, hvor hun satte fra igen, og endte på jorden. Hun forlod byen med flammerne og Zóns vrede blik bag sig.
Det var det sidste hun så til ham, det sidste hun hørte fra ham. Han døde 20år senere, efter at havde bygget byen op igen.
Denne historie skete for flere tusind år siden, men alligevel er det den der er skyld i, at Lakeda er blevet lederen af guildet af Pathfindere. Siden dengang har hun brugt sit liv på at studere og træne kamp. Hun har gennem tiden lært sig mange sprog for at kunne tale med alle. Hun har dog aldrig brugt Pathfinderne på samme måde siden, selvom hun stadig styrer dem med hård hånd, bruges de aldrig til så tydelig krig.
Hver dag går hun ud i verdenen for at lære mere.
----------------------------------
Gud:
En sådan er umulig at have, da hun tjener alt og alle.
Sprog:
Det Gamle Sprog, Common, Eltmarine,
Våben:
1 håndssværd,
2 håndssværd,
1 Skjold
1 Bue alm. bue
1 Lang bue
8 Kasteknive (Specielt udformede)
4 Dolke
Race evner:
Moonstone
Mithril
Klasse evne:
Geografical memory
Stats:
Hurtighed: 5
Styrke: 5
Smidighed: 5 (+2)
Udholdenhed: 5 (-2)
Intellekt: 5 (+1)
Precision 5 (+1)
Skill: 5
Skills:
Unormal intelligens
Camoflage(naturen)
Magiker
[/center]
