Post by Shartar "Vengeance bringer" on Nov 25, 2008 18:53:41 GMT 1
Navn: Shartar "Vengeance bringer" Khaine
Aeria, Aurifer, Rutila
Race: Mørk elver
Side: Sort
Klasse: Kriger
Alder: 2479 år, ligner en på 20.
Køn: Mand
Højde : 210 cm, lidt højre en mennesker, men ca. standart elver.
Hudfarve: Det er meget sjælden man ser han hudfarve da han altid er iklædt sort tøj når han er uden for, men den er lidt mørkere end lys elvernes hud.
Øjnefarve: Shartar har meget mørke blå øjne, næsten sorte.
Hår og Hårfarve: Sort hår, men næste militær frisure da han skal kunne have hjelmen på.
Tøj:
Historie:
Shartar slog øjene op og mødte kun mørke, et øjeblik var han ved at gå i panik han troede han var blevet blind, men så huskede han. Han var i kælderen, som han altid kom når han have lavet noget han far ikke syntes var iorden, når han lavede ballade fik han 24 timer i kældren, denne gang var det fordi han var kommet til at voldtage sin søster, det var ikke så godt, men hun var ikke stærk nok til at forsvare sig så var det kun rimeligt at de stærke fik deres vilje og hvis han ikke gjorde det ville en anden gøre det. Dagen før det røg han også i kælderen, men det var for at skære en fugle i stykker, inden den var død vel og mærke, men den var jo heller ikke stærk nok til at forsvare sig så måtte den også lide, sådan var livet. Og forleden dag røg han også i kælderen for at stjæle nabo sønnens penge, men det var også kun naturligt, hvis han ikke er stærk nok til at passe på sine ting er han ikke værdig til at eje dem, men det forstod far jo ikke, han ved heller ikke noget.
Men når Shartar tænkte over det så havde han faktis tilbragt ca. halvdelen af sit liv i kælderen, men på trods af det så klarede han sig bedst i skolen, da han kunne huske alt hvad han lærte. Men ikke nok med det, han fik også tæv hver gang han røg ned i kælderen, eller kom til at lave unormale ting, som at flytte vandbærger uden at rør ved det, det kunne far heller ikke lide. Men Shartar var ligeglad, han skulle nok klare sig, han ville klare sig, han skulle.
Shartar står og kikker ud over slagmarken, efter han kom i hæren har han ikke været i kælderen, for far kan ikke møle Shatar længere, alt den hårde træning har båret frugt, han smiler sit hånlige grin mens han går ned af bakke, de vandt slaget idag, men han var ligeglad, han stod over for ikke at adlyde en ordre, den lød"Hent de sårede til lejren" Hvis de var så sårende at de ikke kunne gå selv var de for vattede til at være en del af hæren, han smilede da han nåde hans bedste ven og kompanikammerat, han var hårdt såret i begge ben, Shartar går på knæ ved hans hovede"Kan du kæmpe?" og ikke overraskenede svarede han nej, hvorved Shartar rejste sig med ordne:" Laboremus Pro Patria, kan du ikke arbejde for fædrelandet er du ikke værdig til at være en del af det" Shartar trækker sit sværd, han ændede ikke frygten i hans øjne og spidede ham direkte gennem hjertet. Han trækker sværdet til sig og forsætter sin opgave, alle fjendes folk han møder fik også et stød til døden, med ordne, "Hvis du ikke værdig til at leve, da du ikke er elver"
Tribunatet kikkede ned på Shartar, han var for en gang skyld den lille, formanden for tribunatet rejser sig"Du står anklaget for krigsforbrydelser og har indrømmet at du arbejde alene, du er yderligere anklaget for ikke at adlyde en direkte ordre og for at slå alliere soldater ihjel og næget at tage gidsler, du har uden at udvise den mindste medfølelse erklæret dig skyldig, har du noget at sige til dit forsvar, Shartar?" spørger formanden, Shartar kikker hade fuldt op på ham, "Hele byen måtte udrydes, der var ikke noget valg, de dækkede overhedes samvittighedsløshed" siger han som forsvar på sagden hvor han bruget sin rang som oberst til at få soldaterne til at udrydde og henrette en hel by, fordi hans kæreste boede der og havde været ham utro, han svor også der at han aldrig skulle binde sig til en igen, hvorefter han fortsætter"hvis en soldat ikke kan kæmpe er han ikke værdig til at leve derfor må han dø, det var det der skete med dem i kampens hede, regelen gælder for alle" siger han, selv om han har et tydeligt ar i venstre ben, dog havde han aldrig været ude afstand til at gå eller kæmpe selv. Herefter fortsætter han"Gidsler er spild af ressourcer, de skal jo have med, så lige så godt slå dem ihjel, de kan alligevel kun bruges til at få oplysninger udaf og de fåes bedre med, dødstrudsler, jeg står inde for hvad jeg har gjort og ville ikke tøve med at gøre det igen når i nu er for svage til det" Alt dette siger an uden at udvise en eneste følelse andet en foragt for Tribunatet, og spytter faktis efter formanden men rammer ikke. Tribunat formanden fortsætter:"UD fra sagens sammenhæng dømmes du slægtsløs, du bortvises fra elverriget til langsom død i bjergene" Hvormed Shartar svarede "Jeg sværger ved Belzebud at jeg vender tilbage og slår jeg langsomt og smertfuldt ihjel for jeres svaghed" Der gik et sus gennem forsamlingen, Tribunatformanden tager ordet igen"Og for at udøve blasfami, og overtrædelse af religions forbudet, ved at udtale en forbudt gudsord fratages du og din slægte ydermere alle krigsære og forbudes i al evighed at indtræde i hæren, begge straffe er evigheds straffe" Shartar spyttede med foragt på Tribunatet da dommen var udsagt og han blev strippet og sendt op i bjegene som Shartar Slægsløs Khaine, hvor Khaine er navet for en exelver og den værste straf en elver kan for så har vedkommen ikke adgang til den vilde magi. Dog kan Warp stenens kraft ikke ophæves, og da Shartar havde skjult sin fik de ikke tage den fra sig, det var det eneste han havde i sin iskolde ensomhed i bjergene.
Sneen står ind af alle sprækker i den lille falde færdige hjemmebyggede hytte, Shartar står i sin bjergede kåbe og kikker ud af den lille åbning, der burde indeholde en dør, han kikker på sin midter stolpe, "25 år" siger han bare, idet han skimter en skikkelse i det fjerne, han smiler svagt, tager et fast greb og kæppen, den store kævle som er hans eneste våben i bjergene, skikkelsen kommer tætter på, han kan nu tydeligt se at det er en høj person der er iklædt en sort kåbe, der lige som går i et med ham, det eneste der ødelægger alt den fanatiske, smukke ensartighed er et sværd, sværdet ved siden af personen, han stopper foran døren, skikkelsen træder ikke ind, den kikker bare indtrængende på ham med sine røde øjne, "Shartar, din tid er inde, det er nu du skal tage hvad der tilhører dig, det er nu din tid er kommet" siger han, og med et bliver alt sort.
Shartar slår øjne på kikker op i loftet på den grotte der har været hans hjem i snart 50 år, det er ikke første gang han har haft den drøm, men det er første gang han har hørt skikkelsen tale, han sætter sig op, og opdager at der ligger noget nyt ved han side, et sværd. Det er sværdet skikkelsen havde ved siden, med et går det op for ham, hvad han skal han skal skabe det perfekte rige, i elvernes land, eller det tidelige elverland for han skulle udrive dem først, med Belzbubs wrath, han tager sværdet og råber sit motte:" Laboremus Pro Patria"
Shartar står i Tribunat salen og kikker på de 6 folk der hænger på væggene, de er ikke døde, så heldige var de ikke, det er tribunatet der dømte ham der hænger på væggene, døende, og det vil de være meget længe om, foran ham ligger resterne af formanden, han blev skåret i stykker, mens Shartar tvang ham til at drikke sit egen urin, blod og restere, Aldrig har Shartar nydt noget så meget som at slå Tribunates formand ihjel, se ham lide, høre ham skrige, og bare på fører smerten, nu kikker han på ham, det var nærmest et antiklimaks, den eneste der indtil videre har kunne huske ham, var tribunat formanden, en skam, men de ville alle komme til at huske, for hvis man ikke var med Shartar var man imod Shartar. Han trækker formandensen sværd i skeden og spænder det om livet, hvorefter han går hende mod udgangen, han smiler for sig selv, nu var der kun en ting tilbage før han havde fået sin hævn, men det stopper selvfølig ikke der, han havde Belzebubs velsignelse, derfor fortsætte han.
Shartar grinede ondskabs fuldt da døren blev slået i lås til hans gamle kælder, denne gang var han bare på ydersiden, han far var derimod knap så heldig, han havde fået så mange tæsk som kunne ligge på ham uden at han døde og var så blevet smidt ned i kælderen sammen med resterne af moderen, som han havde pateret foran faren for sjov. Nu blev døren så låst og den skulle aldrig igen åbnes, Shartars ondskabsfulde latter dør han da han kommer til at tænke på sin belønning i forældrenes soveværelse, der ligger han søster lænket, og venter på hans til stede værelse. Han kikker på sin General, "Jeg vil ikke forstyrre den næste time, få alle soldaterne ud af huset og sørg for ingen kommer ind" siger han og går så hen mod trappen til anden sal og forældrenes soveværelse.
Shartar kikker ned på det blodige lig af den sidste rest af modstand folk, ypperste præsten, for den gamle religion i elverriget var nu til intet gjort. Han var også den sidste tilbeder af den gamle religion, så den var død, han smiler for sig selv, nu havde han endlig den fulde kontrol med Mordus, det sted som alle elverne fra det gamle land flygtede hen efter han have udraderet dem, så i dagens tid er de sidste sort elver spredt over små samfund over hele verden. Shartar går hen til alteret og samler den store bog op, han kikker på den, og undres, det er Belzebubs bibel, "The Book of Darkness" men hvorfor har de den i det gamle tempel?
Shartar står foran alteret til Belzebub, hvor han knæler for at blive kronet hersker over Mordus, han var nemlig den eneste kandidat til posten da inden andre turde at sætte sig op mod ham og hans frygtede hær, hvor kun de stærkeste var med, for hvis man skulle slæbes væk efter et slag blev man enten henrettet eller efterladt. Shartars første handling efter at blive kronet var at lave sceptret om til et våben, som han altid bære på sig sammen med de to sværd og The Book Of Darkness.
Lige siden sin kroning har Shartar siddet hårdt på magten, og hold fast i den med et jerngreb og inden har kunne true ham endnu, da han ikke ville tøve et sekund med at slå selv hans nærmeste og mest loyale soldater ihjel.
----------------------------------
Gud: Belzebub
Sprog: Common, Eltmarine, Dahacelic
Våben: Tre våben, og en bog, se historie.
Sværdet, Belzebubs Wrath:
Sværdet, Tribunal Blade:
Macen: Royal Sceptre:
Race evner: Warp Corruption: Da mørke elver er incaneret onde er de i stand til at korrupere en hvilken som helt genstand når de ikke er i kamp, hvis de har tid nok. Og koncentere og berøre den under hele forløbet.
Warp Stone: Denne sten var en gang en måne sten og fungere som sådan en, dog skal den en gang om året lades op, det funger på den måde at man skal lade den op med rendyrket ondskab, når stenen trænger til opladning bliver den rød, hvis den er rød i mere end to mdr. startes ældnings processen igen. Rendyrket ondskab fremkommer hvis man udføre et ritual mens man udføre en virklig ond handling f.eks. slå et uskyldig spædbarn ihjel, eller hvad man nu kunne finde på, dog skal hanligen godkendes af admin for at det kan give rendyrket ondskab, når handlingen vil stenen skifte farve til sortlilla, dog bruge elverne mange recurser på at finde en anden måde at holde gang i stenen på, og de eksperimentere meget med det.
Klasse evne:
The way of the warrior: Grundet sin kamp træning og evne til at udholde mange ting har kriger dobbel så mange points under regel teknik som alle andre klasser, men tilgengæld har de også minuser
Stats:
Hurtighed: 13
Styrke: 25
Smidighed: 15
Udholdenhed: 15
Intellekt: 30
Precision: 27
Skill: 0
Skills:
Våben preferance: (sværd)
Magiker
Unormalt intelligens
Aeria, Aurifer, Rutila
Race: Mørk elver
Side: Sort
Klasse: Kriger
Alder: 2479 år, ligner en på 20.
Køn: Mand
Højde : 210 cm, lidt højre en mennesker, men ca. standart elver.
Hudfarve: Det er meget sjælden man ser han hudfarve da han altid er iklædt sort tøj når han er uden for, men den er lidt mørkere end lys elvernes hud.
Øjnefarve: Shartar har meget mørke blå øjne, næsten sorte.
Hår og Hårfarve: Sort hår, men næste militær frisure da han skal kunne have hjelmen på.
Tøj:
Historie:
Shartar slog øjene op og mødte kun mørke, et øjeblik var han ved at gå i panik han troede han var blevet blind, men så huskede han. Han var i kælderen, som han altid kom når han have lavet noget han far ikke syntes var iorden, når han lavede ballade fik han 24 timer i kældren, denne gang var det fordi han var kommet til at voldtage sin søster, det var ikke så godt, men hun var ikke stærk nok til at forsvare sig så var det kun rimeligt at de stærke fik deres vilje og hvis han ikke gjorde det ville en anden gøre det. Dagen før det røg han også i kælderen, men det var for at skære en fugle i stykker, inden den var død vel og mærke, men den var jo heller ikke stærk nok til at forsvare sig så måtte den også lide, sådan var livet. Og forleden dag røg han også i kælderen for at stjæle nabo sønnens penge, men det var også kun naturligt, hvis han ikke er stærk nok til at passe på sine ting er han ikke værdig til at eje dem, men det forstod far jo ikke, han ved heller ikke noget.
Men når Shartar tænkte over det så havde han faktis tilbragt ca. halvdelen af sit liv i kælderen, men på trods af det så klarede han sig bedst i skolen, da han kunne huske alt hvad han lærte. Men ikke nok med det, han fik også tæv hver gang han røg ned i kælderen, eller kom til at lave unormale ting, som at flytte vandbærger uden at rør ved det, det kunne far heller ikke lide. Men Shartar var ligeglad, han skulle nok klare sig, han ville klare sig, han skulle.
Shartar står og kikker ud over slagmarken, efter han kom i hæren har han ikke været i kælderen, for far kan ikke møle Shatar længere, alt den hårde træning har båret frugt, han smiler sit hånlige grin mens han går ned af bakke, de vandt slaget idag, men han var ligeglad, han stod over for ikke at adlyde en ordre, den lød"Hent de sårede til lejren" Hvis de var så sårende at de ikke kunne gå selv var de for vattede til at være en del af hæren, han smilede da han nåde hans bedste ven og kompanikammerat, han var hårdt såret i begge ben, Shartar går på knæ ved hans hovede"Kan du kæmpe?" og ikke overraskenede svarede han nej, hvorved Shartar rejste sig med ordne:" Laboremus Pro Patria, kan du ikke arbejde for fædrelandet er du ikke værdig til at være en del af det" Shartar trækker sit sværd, han ændede ikke frygten i hans øjne og spidede ham direkte gennem hjertet. Han trækker sværdet til sig og forsætter sin opgave, alle fjendes folk han møder fik også et stød til døden, med ordne, "Hvis du ikke værdig til at leve, da du ikke er elver"
Tribunatet kikkede ned på Shartar, han var for en gang skyld den lille, formanden for tribunatet rejser sig"Du står anklaget for krigsforbrydelser og har indrømmet at du arbejde alene, du er yderligere anklaget for ikke at adlyde en direkte ordre og for at slå alliere soldater ihjel og næget at tage gidsler, du har uden at udvise den mindste medfølelse erklæret dig skyldig, har du noget at sige til dit forsvar, Shartar?" spørger formanden, Shartar kikker hade fuldt op på ham, "Hele byen måtte udrydes, der var ikke noget valg, de dækkede overhedes samvittighedsløshed" siger han som forsvar på sagden hvor han bruget sin rang som oberst til at få soldaterne til at udrydde og henrette en hel by, fordi hans kæreste boede der og havde været ham utro, han svor også der at han aldrig skulle binde sig til en igen, hvorefter han fortsætter"hvis en soldat ikke kan kæmpe er han ikke værdig til at leve derfor må han dø, det var det der skete med dem i kampens hede, regelen gælder for alle" siger han, selv om han har et tydeligt ar i venstre ben, dog havde han aldrig været ude afstand til at gå eller kæmpe selv. Herefter fortsætter han"Gidsler er spild af ressourcer, de skal jo have med, så lige så godt slå dem ihjel, de kan alligevel kun bruges til at få oplysninger udaf og de fåes bedre med, dødstrudsler, jeg står inde for hvad jeg har gjort og ville ikke tøve med at gøre det igen når i nu er for svage til det" Alt dette siger an uden at udvise en eneste følelse andet en foragt for Tribunatet, og spytter faktis efter formanden men rammer ikke. Tribunat formanden fortsætter:"UD fra sagens sammenhæng dømmes du slægtsløs, du bortvises fra elverriget til langsom død i bjergene" Hvormed Shartar svarede "Jeg sværger ved Belzebud at jeg vender tilbage og slår jeg langsomt og smertfuldt ihjel for jeres svaghed" Der gik et sus gennem forsamlingen, Tribunatformanden tager ordet igen"Og for at udøve blasfami, og overtrædelse af religions forbudet, ved at udtale en forbudt gudsord fratages du og din slægte ydermere alle krigsære og forbudes i al evighed at indtræde i hæren, begge straffe er evigheds straffe" Shartar spyttede med foragt på Tribunatet da dommen var udsagt og han blev strippet og sendt op i bjegene som Shartar Slægsløs Khaine, hvor Khaine er navet for en exelver og den værste straf en elver kan for så har vedkommen ikke adgang til den vilde magi. Dog kan Warp stenens kraft ikke ophæves, og da Shartar havde skjult sin fik de ikke tage den fra sig, det var det eneste han havde i sin iskolde ensomhed i bjergene.
Sneen står ind af alle sprækker i den lille falde færdige hjemmebyggede hytte, Shartar står i sin bjergede kåbe og kikker ud af den lille åbning, der burde indeholde en dør, han kikker på sin midter stolpe, "25 år" siger han bare, idet han skimter en skikkelse i det fjerne, han smiler svagt, tager et fast greb og kæppen, den store kævle som er hans eneste våben i bjergene, skikkelsen kommer tætter på, han kan nu tydeligt se at det er en høj person der er iklædt en sort kåbe, der lige som går i et med ham, det eneste der ødelægger alt den fanatiske, smukke ensartighed er et sværd, sværdet ved siden af personen, han stopper foran døren, skikkelsen træder ikke ind, den kikker bare indtrængende på ham med sine røde øjne, "Shartar, din tid er inde, det er nu du skal tage hvad der tilhører dig, det er nu din tid er kommet" siger han, og med et bliver alt sort.
Shartar slår øjne på kikker op i loftet på den grotte der har været hans hjem i snart 50 år, det er ikke første gang han har haft den drøm, men det er første gang han har hørt skikkelsen tale, han sætter sig op, og opdager at der ligger noget nyt ved han side, et sværd. Det er sværdet skikkelsen havde ved siden, med et går det op for ham, hvad han skal han skal skabe det perfekte rige, i elvernes land, eller det tidelige elverland for han skulle udrive dem først, med Belzbubs wrath, han tager sværdet og råber sit motte:" Laboremus Pro Patria"
Shartar står i Tribunat salen og kikker på de 6 folk der hænger på væggene, de er ikke døde, så heldige var de ikke, det er tribunatet der dømte ham der hænger på væggene, døende, og det vil de være meget længe om, foran ham ligger resterne af formanden, han blev skåret i stykker, mens Shartar tvang ham til at drikke sit egen urin, blod og restere, Aldrig har Shartar nydt noget så meget som at slå Tribunates formand ihjel, se ham lide, høre ham skrige, og bare på fører smerten, nu kikker han på ham, det var nærmest et antiklimaks, den eneste der indtil videre har kunne huske ham, var tribunat formanden, en skam, men de ville alle komme til at huske, for hvis man ikke var med Shartar var man imod Shartar. Han trækker formandensen sværd i skeden og spænder det om livet, hvorefter han går hende mod udgangen, han smiler for sig selv, nu var der kun en ting tilbage før han havde fået sin hævn, men det stopper selvfølig ikke der, han havde Belzebubs velsignelse, derfor fortsætte han.
Shartar grinede ondskabs fuldt da døren blev slået i lås til hans gamle kælder, denne gang var han bare på ydersiden, han far var derimod knap så heldig, han havde fået så mange tæsk som kunne ligge på ham uden at han døde og var så blevet smidt ned i kælderen sammen med resterne af moderen, som han havde pateret foran faren for sjov. Nu blev døren så låst og den skulle aldrig igen åbnes, Shartars ondskabsfulde latter dør han da han kommer til at tænke på sin belønning i forældrenes soveværelse, der ligger han søster lænket, og venter på hans til stede værelse. Han kikker på sin General, "Jeg vil ikke forstyrre den næste time, få alle soldaterne ud af huset og sørg for ingen kommer ind" siger han og går så hen mod trappen til anden sal og forældrenes soveværelse.
Shartar kikker ned på det blodige lig af den sidste rest af modstand folk, ypperste præsten, for den gamle religion i elverriget var nu til intet gjort. Han var også den sidste tilbeder af den gamle religion, så den var død, han smiler for sig selv, nu havde han endlig den fulde kontrol med Mordus, det sted som alle elverne fra det gamle land flygtede hen efter han have udraderet dem, så i dagens tid er de sidste sort elver spredt over små samfund over hele verden. Shartar går hen til alteret og samler den store bog op, han kikker på den, og undres, det er Belzebubs bibel, "The Book of Darkness" men hvorfor har de den i det gamle tempel?
Shartar står foran alteret til Belzebub, hvor han knæler for at blive kronet hersker over Mordus, han var nemlig den eneste kandidat til posten da inden andre turde at sætte sig op mod ham og hans frygtede hær, hvor kun de stærkeste var med, for hvis man skulle slæbes væk efter et slag blev man enten henrettet eller efterladt. Shartars første handling efter at blive kronet var at lave sceptret om til et våben, som han altid bære på sig sammen med de to sværd og The Book Of Darkness.
Lige siden sin kroning har Shartar siddet hårdt på magten, og hold fast i den med et jerngreb og inden har kunne true ham endnu, da han ikke ville tøve et sekund med at slå selv hans nærmeste og mest loyale soldater ihjel.
----------------------------------
Gud: Belzebub
Sprog: Common, Eltmarine, Dahacelic
Våben: Tre våben, og en bog, se historie.
Sværdet, Belzebubs Wrath:
Sværdet, Tribunal Blade:
Macen: Royal Sceptre:
Race evner: Warp Corruption: Da mørke elver er incaneret onde er de i stand til at korrupere en hvilken som helt genstand når de ikke er i kamp, hvis de har tid nok. Og koncentere og berøre den under hele forløbet.
Warp Stone: Denne sten var en gang en måne sten og fungere som sådan en, dog skal den en gang om året lades op, det funger på den måde at man skal lade den op med rendyrket ondskab, når stenen trænger til opladning bliver den rød, hvis den er rød i mere end to mdr. startes ældnings processen igen. Rendyrket ondskab fremkommer hvis man udføre et ritual mens man udføre en virklig ond handling f.eks. slå et uskyldig spædbarn ihjel, eller hvad man nu kunne finde på, dog skal hanligen godkendes af admin for at det kan give rendyrket ondskab, når handlingen vil stenen skifte farve til sortlilla, dog bruge elverne mange recurser på at finde en anden måde at holde gang i stenen på, og de eksperimentere meget med det.
Klasse evne:
The way of the warrior: Grundet sin kamp træning og evne til at udholde mange ting har kriger dobbel så mange points under regel teknik som alle andre klasser, men tilgengæld har de også minuser
Stats:
Hurtighed: 13
Styrke: 25
Smidighed: 15
Udholdenhed: 15
Intellekt: 30
Precision: 27
Skill: 0
Skills:
Våben preferance: (sværd)
Magiker
Unormalt intelligens
