Post by Altuin on Dec 6, 2008 23:16:40 GMT 1
Navn: Altuin Cui Sacnite
Race: Mørk elver, albino
Side: Barzum
Klasse: Alkymist
Alder: 18
Køn: Kvinde
Højde : 1.79
Krop: Hendes hud er en meget bleg farve. Den er lysere end lyselvernes hud, næsten hvid. Hendes barm er lidt lille af hendes alder, men hun udvikler sig stadig og har ellers brede, runde hofter og rigtig pæne former, der nu tilhører sortelver kvinderne.
Øjne: Af mangel på pigment er hendes øjne rubinrøde. Hun plejer som regel at markere kanterne af dem med sort farve. Hendes øjenvipper er lange, og på trods af hårfarven sorte.
Hår og Hårfarve: Håret er snehvidt, lige og hænger som regel løst, dog ynder hun at komme små ting som blomster og fjer i det. Godt nok er det hvidt, men det er fyldigt og stærkt i strukturen. Nærmest som hestehår. Det går hende til albuerne.
Tøj: Hun ville allerhelst gå i fornemt og højerestående tøj, som de andre kvinder i Mordus, men efter som at hun er albino og derfor bliver skubbet og slået til rander hun sjældent rundt i meget fint tøj. Det hun som regel rander i ser ledes ud; Det består af et sort lædderkorset og en knækort slå-om nederdel af tyk, rød-brun silke. Nederdelen er lidt slidt i kanterne, men den er stadig flot og behagelig at løbe rundt i. Om føderne har hun nogle snørre-sandaler. Hun har desuden piercet sine ører med lilla glasringe.
Hun har sin Warp stone bundet om halsen med en sløjfe.
Personlighed;
Historie: En kedelig grå decemberdag kom Altuin til, som den yngste i et kuld af fire raske søskende. Begge af hendes forældre var rene sortelvere af den lidt rigere og velsete slags. Hendes far var en general fra hæren, og hendes mor en velhavende kvinde der havde inflydelse på de højere ops'. Hendes fødsel var et chok for hendes forældre, da at alle hendes andre søskende var sorte i huden og ja den...'klasiske slags'. Hendes far foreslog med det samme at man skulle dræbe 'særlingen' mens at hun var i baby stadiet, men hendes mor holdt igen med at det trods alt var hendes unge og at hun sikkert ville blive precist som de andre af søskende, når at hun blev ældre. Når at hun randte igennem Mordus gader gloede folk underligt på Altuin og de turde kun ikke at røre hende da at hendes forældre var i nærheden. Hendes mor iklædte hende fint tøj ligesom hendes søskende, og gjorde stort set ikke forskel på dem. Var de til finere selvskaber holdt hendes far hende 'skjult' når at han snakkede med øverstbefaldene fra hæren. Han ville nødig risikere at han blev degraderet eller fik omtalt at have skabt en 'fejl'. I hendes senere teenage år blev hendes søskende stort set kun undervist i hvordan at man var fine damer, da at hendes mor havde planlagt at få dem giftet bort på deres tyve års fødselsdag. Dette havde hun dog undtaget Altuin da at hun regnede med at ingen sortelver herre af sund forstand ville slynge pjalterne sammen med hende. I stedet startede hendes far at oplære hende i krigskunst, som en dreng. Dog ville hun hellere være alkymist, da at de blev lagt mærke til og respekteret for deres kunster. Hun startede i al hemmelighed i en skole for alkymister, og siden at ingen lærere rigtigt spurgte hende om noget i undervisningen eller hjalp 'særlingen', var det op til hende selv at lytte, notere og gøre som at der blev sagt på egen hånd i undervisningen. Missede hun noget kunne hun ikke spørge eleverne, for de hjalp sandeligt ikke. Så man bort fra hendes daglige problemer med at nå undervisningen i skolen og træningen hos hendes far begyndte hun langsomt at mærke tiltrækningen til det modsatte køn. Alle pigerne omkring hende på skolen og til selvskaberne hun blev slæbt med til bugnede af kvindelighed, og hun var stadig en anelse tilbage. Hun misundede sine søskende og stirrede til dem en gang i mellem med et ønske om at ligne dem. Hun prøvede at opføre sig kvindeligt og rafineret, men stadig blev hun overset af sortelver herrerne. Stort set afskyede de hende grundet hendes specielle udseende. De modne kvinder hviskede onde ting om hende bag hendes ryg når at hun gik forbi gangene på skolen, og hun vidste det. Hun hadede det. De skubede enda til hende og enkelte herrer slog hende, men en anelse respekt var der dog stadig iblandt dem da at hun nu var en kvinde. Hendes søskende behandlede hende som lort der hjemme, og lod hende ryde op på deres værelse, ordne deres tøj, vaske op da at tjenestepigerne ikke havde tid og nægtede hun kaldte de hende "Lyselver yngel, eller horeunge"...For hun kunne faktisk minde om en. Der blev hvisket at hendes mor havde været forrræderisk og ynglet med en lyselver, men hun var dog kun af sortelver gener. Længe havde der ulmet nogle glæder i hendes indre der engang imellem flammede op, og for at undgå at det skete lod hun sin agresivitet få frit fald i træningen med hendes far. Hun blev trods alt nød til at blive 'calm and cold' i skolen.. for hun skulle nødig overfalde de andre elever. De ville skræmme herrerne yderligere væk fra hende. Når at hendes vrede blev preciseret på kamp blev hun meget stærk, og hun var ikke bange for at bruge feje kneb. Hendes far begyndte at skaffe hende nye udfordringer i retning af nye modstandere og dem lagde hun ned på stribe. Hun var stolt af det hun opnåede, for når at elegance ikke kunne bære hende frem i livet, så kunne vold! Så man bort fra den indespærrede vrede i hende, var hun en venligsindet sortelver og den hårde behandling hun fik gav hende et indblik i at være et offer. Det gjorde så at hun prøvede aldrig at påføre andre en sådan smerte i sjælan, som at der blev tilført på hende. Hun flyttede hjemmefra i en alder af 16, og bosatte sig i et hus der var bygget over en gammel kul kælder. Det gav hende en ide'. Måske kunne hun blive anset blandt sortelver herrerne alligevel. Hun ansamlede sig en meget stor petroliums-tønde nede i kælderen, og om morgenen inden at hun drog i skole smed hun sit tøj og sprang ind i en stor aske bunke, hvor at hun rullede sig som en legesyg hund der ville kløes på maven. Det gav hende en fin grå hud, som at sortelvere nu havde. Hun fik sommerfugle kriblende i maven da at hun snurrede rundt om sig selv foran spejlet og smilte til den fine eksotiske sortelver kvinde der stod foran hende der inde. Nu manglede hun bare håret. Hun lod noget petrolium flyde ned i hendes hænder og gnubbede det godt ind i det hvide hår. For ikke at få det til at se filtret ud børstede hun håret grundigt inden at hun tog tøj på drog afsted til alymist skolen. Hun fik afsted på gangen med næsen i sky, og nød den opmærksomhed og de mange blike der blev sendt efter hende. "Hvad har hun dog lavet" blev der hvisket bag hende, og det fik forplantet et stort smil på hendes læber. Da at timen var slut og hun skulle hjem igen stod en grippe herrer udenfor og ventede på hende, men til hendes overraskelse havde den 'maske' hun havde pådraget sig ikke ændret noget. En af dem spændte ben for hende og pludselig kunne hun ikke holde sig tilbage og kastede sig over ham i et frustreret skrig.. men siden at hun var i undertal blev der skubbet og slået til hende og hun væltede ned i et vandhul med et plask. Alt blev stille som at petroliumen og asken løb af hende inden at der kom en storm af latter. Altuin havde skiftet farve fra Hvid til sort, til hvid... og nu.. lige så stille begyndte der at sprede sig en rød kulør over hendes ansigt. Hun holdt hænderne hen foran det og skar tænder så at det peb. Den hånlige latter gjorde mere ondt end smerten af slagende fra før. Med hænderne fortsat foran ansigtet løb hun hjem med tårerne flydende ned af hendes kinder. Den følgende dag modtog hun brev om at hun var blevet smidt ud fra skolen grundet hendes 'overfald på højerestående elever'..For der blev jo ikke lagt mærke til når at det var hende det gik ud over. Hun fokuserede mere på hendes far træning og gennemtævede agresivt en masse sten og golde grene på hendes vej, med en morgenstjerne. En anden og ældre alkymist kom tilfældigt forbi og kiggede imponeret på pigebarnets destruktionsevner. Han tilbød hende at privatundervise hende i den destruktive side alkymi for højerestående, for sammen med den ville hun kunne lægge verden ned sagde han. Hun aksepterede og bruger stadig sine dage på at studere alkymi, men hendes problemer med omverdnen og socialt er kun lige begyndt.
----------------------------------
Gud: Altuin tror ikke på nogen guder, siden at hun mener at det er dem der har forbandet hendes udseende. Og hun mener at de heller aldrig har hjulpet hende i hendes liv, men hvis at en witchking spørg hende om hun er religiøs siger hun med det samme at hun er Belzebubs tro tjener, da at hun ikke vil komme i fedtefadet hos de højerestående.
Sprog: Common, Eltmarine.
Våben: En lille morgenstjerne, en pisk med pigge og diverse ting hun kan bikse sammen som alkymist.
Race evner: Warp Corruption. Warp Stone.
Klasse evne: Connection in the nature
Hurtighed: 6
Styrke: 6
Smidighed:.5
Udholdenhed: 4
Intellekt: 5
Precision: 4
Skill: 5
Warpclaw:
Alkymist;
Våben præference;
Race: Mørk elver, albino
Side: Barzum
Klasse: Alkymist
Alder: 18
Køn: Kvinde
Højde : 1.79
Krop: Hendes hud er en meget bleg farve. Den er lysere end lyselvernes hud, næsten hvid. Hendes barm er lidt lille af hendes alder, men hun udvikler sig stadig og har ellers brede, runde hofter og rigtig pæne former, der nu tilhører sortelver kvinderne.
Øjne: Af mangel på pigment er hendes øjne rubinrøde. Hun plejer som regel at markere kanterne af dem med sort farve. Hendes øjenvipper er lange, og på trods af hårfarven sorte.
Hår og Hårfarve: Håret er snehvidt, lige og hænger som regel løst, dog ynder hun at komme små ting som blomster og fjer i det. Godt nok er det hvidt, men det er fyldigt og stærkt i strukturen. Nærmest som hestehår. Det går hende til albuerne.
Tøj: Hun ville allerhelst gå i fornemt og højerestående tøj, som de andre kvinder i Mordus, men efter som at hun er albino og derfor bliver skubbet og slået til rander hun sjældent rundt i meget fint tøj. Det hun som regel rander i ser ledes ud; Det består af et sort lædderkorset og en knækort slå-om nederdel af tyk, rød-brun silke. Nederdelen er lidt slidt i kanterne, men den er stadig flot og behagelig at løbe rundt i. Om føderne har hun nogle snørre-sandaler. Hun har desuden piercet sine ører med lilla glasringe.
Hun har sin Warp stone bundet om halsen med en sløjfe.
Personlighed;
Historie: En kedelig grå decemberdag kom Altuin til, som den yngste i et kuld af fire raske søskende. Begge af hendes forældre var rene sortelvere af den lidt rigere og velsete slags. Hendes far var en general fra hæren, og hendes mor en velhavende kvinde der havde inflydelse på de højere ops'. Hendes fødsel var et chok for hendes forældre, da at alle hendes andre søskende var sorte i huden og ja den...'klasiske slags'. Hendes far foreslog med det samme at man skulle dræbe 'særlingen' mens at hun var i baby stadiet, men hendes mor holdt igen med at det trods alt var hendes unge og at hun sikkert ville blive precist som de andre af søskende, når at hun blev ældre. Når at hun randte igennem Mordus gader gloede folk underligt på Altuin og de turde kun ikke at røre hende da at hendes forældre var i nærheden. Hendes mor iklædte hende fint tøj ligesom hendes søskende, og gjorde stort set ikke forskel på dem. Var de til finere selvskaber holdt hendes far hende 'skjult' når at han snakkede med øverstbefaldene fra hæren. Han ville nødig risikere at han blev degraderet eller fik omtalt at have skabt en 'fejl'. I hendes senere teenage år blev hendes søskende stort set kun undervist i hvordan at man var fine damer, da at hendes mor havde planlagt at få dem giftet bort på deres tyve års fødselsdag. Dette havde hun dog undtaget Altuin da at hun regnede med at ingen sortelver herre af sund forstand ville slynge pjalterne sammen med hende. I stedet startede hendes far at oplære hende i krigskunst, som en dreng. Dog ville hun hellere være alkymist, da at de blev lagt mærke til og respekteret for deres kunster. Hun startede i al hemmelighed i en skole for alkymister, og siden at ingen lærere rigtigt spurgte hende om noget i undervisningen eller hjalp 'særlingen', var det op til hende selv at lytte, notere og gøre som at der blev sagt på egen hånd i undervisningen. Missede hun noget kunne hun ikke spørge eleverne, for de hjalp sandeligt ikke. Så man bort fra hendes daglige problemer med at nå undervisningen i skolen og træningen hos hendes far begyndte hun langsomt at mærke tiltrækningen til det modsatte køn. Alle pigerne omkring hende på skolen og til selvskaberne hun blev slæbt med til bugnede af kvindelighed, og hun var stadig en anelse tilbage. Hun misundede sine søskende og stirrede til dem en gang i mellem med et ønske om at ligne dem. Hun prøvede at opføre sig kvindeligt og rafineret, men stadig blev hun overset af sortelver herrerne. Stort set afskyede de hende grundet hendes specielle udseende. De modne kvinder hviskede onde ting om hende bag hendes ryg når at hun gik forbi gangene på skolen, og hun vidste det. Hun hadede det. De skubede enda til hende og enkelte herrer slog hende, men en anelse respekt var der dog stadig iblandt dem da at hun nu var en kvinde. Hendes søskende behandlede hende som lort der hjemme, og lod hende ryde op på deres værelse, ordne deres tøj, vaske op da at tjenestepigerne ikke havde tid og nægtede hun kaldte de hende "Lyselver yngel, eller horeunge"...For hun kunne faktisk minde om en. Der blev hvisket at hendes mor havde været forrræderisk og ynglet med en lyselver, men hun var dog kun af sortelver gener. Længe havde der ulmet nogle glæder i hendes indre der engang imellem flammede op, og for at undgå at det skete lod hun sin agresivitet få frit fald i træningen med hendes far. Hun blev trods alt nød til at blive 'calm and cold' i skolen.. for hun skulle nødig overfalde de andre elever. De ville skræmme herrerne yderligere væk fra hende. Når at hendes vrede blev preciseret på kamp blev hun meget stærk, og hun var ikke bange for at bruge feje kneb. Hendes far begyndte at skaffe hende nye udfordringer i retning af nye modstandere og dem lagde hun ned på stribe. Hun var stolt af det hun opnåede, for når at elegance ikke kunne bære hende frem i livet, så kunne vold! Så man bort fra den indespærrede vrede i hende, var hun en venligsindet sortelver og den hårde behandling hun fik gav hende et indblik i at være et offer. Det gjorde så at hun prøvede aldrig at påføre andre en sådan smerte i sjælan, som at der blev tilført på hende. Hun flyttede hjemmefra i en alder af 16, og bosatte sig i et hus der var bygget over en gammel kul kælder. Det gav hende en ide'. Måske kunne hun blive anset blandt sortelver herrerne alligevel. Hun ansamlede sig en meget stor petroliums-tønde nede i kælderen, og om morgenen inden at hun drog i skole smed hun sit tøj og sprang ind i en stor aske bunke, hvor at hun rullede sig som en legesyg hund der ville kløes på maven. Det gav hende en fin grå hud, som at sortelvere nu havde. Hun fik sommerfugle kriblende i maven da at hun snurrede rundt om sig selv foran spejlet og smilte til den fine eksotiske sortelver kvinde der stod foran hende der inde. Nu manglede hun bare håret. Hun lod noget petrolium flyde ned i hendes hænder og gnubbede det godt ind i det hvide hår. For ikke at få det til at se filtret ud børstede hun håret grundigt inden at hun tog tøj på drog afsted til alymist skolen. Hun fik afsted på gangen med næsen i sky, og nød den opmærksomhed og de mange blike der blev sendt efter hende. "Hvad har hun dog lavet" blev der hvisket bag hende, og det fik forplantet et stort smil på hendes læber. Da at timen var slut og hun skulle hjem igen stod en grippe herrer udenfor og ventede på hende, men til hendes overraskelse havde den 'maske' hun havde pådraget sig ikke ændret noget. En af dem spændte ben for hende og pludselig kunne hun ikke holde sig tilbage og kastede sig over ham i et frustreret skrig.. men siden at hun var i undertal blev der skubbet og slået til hende og hun væltede ned i et vandhul med et plask. Alt blev stille som at petroliumen og asken løb af hende inden at der kom en storm af latter. Altuin havde skiftet farve fra Hvid til sort, til hvid... og nu.. lige så stille begyndte der at sprede sig en rød kulør over hendes ansigt. Hun holdt hænderne hen foran det og skar tænder så at det peb. Den hånlige latter gjorde mere ondt end smerten af slagende fra før. Med hænderne fortsat foran ansigtet løb hun hjem med tårerne flydende ned af hendes kinder. Den følgende dag modtog hun brev om at hun var blevet smidt ud fra skolen grundet hendes 'overfald på højerestående elever'..For der blev jo ikke lagt mærke til når at det var hende det gik ud over. Hun fokuserede mere på hendes far træning og gennemtævede agresivt en masse sten og golde grene på hendes vej, med en morgenstjerne. En anden og ældre alkymist kom tilfældigt forbi og kiggede imponeret på pigebarnets destruktionsevner. Han tilbød hende at privatundervise hende i den destruktive side alkymi for højerestående, for sammen med den ville hun kunne lægge verden ned sagde han. Hun aksepterede og bruger stadig sine dage på at studere alkymi, men hendes problemer med omverdnen og socialt er kun lige begyndt.
----------------------------------
Gud: Altuin tror ikke på nogen guder, siden at hun mener at det er dem der har forbandet hendes udseende. Og hun mener at de heller aldrig har hjulpet hende i hendes liv, men hvis at en witchking spørg hende om hun er religiøs siger hun med det samme at hun er Belzebubs tro tjener, da at hun ikke vil komme i fedtefadet hos de højerestående.
Sprog: Common, Eltmarine.
Våben: En lille morgenstjerne, en pisk med pigge og diverse ting hun kan bikse sammen som alkymist.
Race evner: Warp Corruption. Warp Stone.
Klasse evne: Connection in the nature
Hurtighed: 6
Styrke: 6
Smidighed:.5
Udholdenhed: 4
Intellekt: 5
Precision: 4
Skill: 5
Warpclaw:
Alkymist;
Våben præference;
