Post by Zaurin Flodløber on Dec 23, 2008 23:33:04 GMT 1
Navn:
Zaurin Flodløber.
Race:
Kentaur.
Side:
De røde.
Klasse:
Spejder/Pathfinder.
Alder:
145.
Køn:
Kvindelig.
Højde:
2,5 m.
Hudfarve:
Hendes heste del, er mørkebrun med måske et strejf nøde farve, hendes overkrop er lysebrun med et strejf af honning.
Øjnefarve:
Hendes øjne er mørkeblå, men i det rette lys, virker de sorte.
Hår og Hårfarve:
Hendes hår er kul sort og meget kruset, ikke helt krøllet men alligevel ikke glat, det går hende ned til der hvor hendes menneskelige hofte ville side, i hendes tilfælde hvor menneske bliver hest.
Pandehåret er omkring ligeså langt som det andet, men går som et gardin omkring hendes pande, hun har normalt ikke bundet det op, men når hun er i krig bliver det bundet op i en knold.
Hendes hale, er en stor flot hale som andre heste, og som enhver kentaur tager hun stor stolthed i at holde hende hale fri fra utøj og flot redet, den går ned til det der kaldes en hest sokker, i dette tilfælde hende ankler, og er ligeså sort og kruset som hendes hår på toppen af hovedet.
Tøj:
På hendes overkrop bærer hun for det meste toppe i læder, hendes favorit top er en rygløs model, der er bundet som et korset foran med læder tråde, og dækker hendes bryster med to læder lapper, og snorene fra disse lapper er bundet bagved ryggen.
I krig bærer hun både skulderplader og arm beskyttere, samt en slags rustning bestående af plader på hendes hestekrop.
Hun bærer også et bælte med en taske i, og over hendes hestekrop, bærer hun også en slags læder bærer stativ bestående af læder remme.
I det bærer hun, en taske, et reb, en lurer og over ryggen en grå beholder hun har mad og tøj i.
Hun bærer også nogle smykker, som øreringe og en armring og et ring om håndleddet, og selvfølgeligt et ælder stykke på hendes ene hånd, i tilfælde af piskeslag fra buen.
Historie:
Lyden af klokker gled flød med bækken fra elvernes tilholdssted længere oppe, en kentaur løftede hovedet i en vagtsom bevægelse, hun var alene under fuldmånens skær, det var en nat fyldt med magi, og hvor uheldigt for hende at lige denne nat var valgt for at hun skulle give fødsel til hendes første kuld.
Kentauren var en ung hoppe lige fyldt de 110, og gift med hendes livs kærlighed en af flokkens store krigere, de var lykkelige over at hun var blevet gravid så tidligt, men vinteren havde været hård så der havde været meget frygt om at hoppen ville tabe barnet, men de var kommet igennem det.
Og her på denne smukke forårs nat hvor lyden at elvernes klokker var stærkeste og magien i luften fik hårene til at rejse sig bagpå hoppens ankler, var det tid til helt alene ved det lille vandløb at føde hendes førstefødte.
Flere timer gik i smerte for hoppen, indtil endelig hendes første fødte var til verden, det var en lille pige endda, moderen selv badede det lille føl i vandløbet, og lyden af klokkerne fik den lille til at se sig forvirret om, moderen selv smilte ned til den lille, før hun lagde sig ned med hendes datter i armene og sov den fortjente søvn.
De blev vækket dagen efter af faderen til den lille pige, da han stolt beundrede hans første fødte datter, hun var en lille brun hoppe, der mindede ham hans egen side af familien, men de sorte hårstubbe på hendes hoved tydede på at hun ligesom moderens side af familien havde sort hår, hendes blå øjne stirrede betuttet op på hendes far, den stolte mor og far så til imens deres første fødte tog sine første skridt rundt i lysningen, før hun gav et højt bukkespring og sparkede millioner af små sporer fra de lilla blomster langs vandløbet op i luften, de blev grebet af vinden og ført op langs bækken hvor resten af flokken ventede på at blive præsenteret for den lille nye.
Hendes navn, var Zaurin.
63 år senere.
Lyden af hove imod jorden tordnede hen over skoven, i et glimt gled flere store kroppe forbi imellem træerne, et kort drej og en stor krop slog igennem en busk og forsatte ned imod søen for enden af den lille sti, bag den kom flere kroppe springende, bortset fra lyden af hove imod jorden var de store væsner stille, deres fokuserede udtryk tydede på at de havde en opgave, og de satte farten op i et desperat forsøg på at kæmpe sig forbi hinanden som de løb der i en ordentlig masse.
Pludseligt gled en lidt mindre krop ud fra skyggen, i et par dristige spring og drejning overhalede den flokken og forsatte imod den førende kentaur, for det var en hel flok kentaur der tordnede af sted i et desperat kapløb.
I sidste minut banede den mindste kentaur sig foran den første, og tydeligt sejers rig trampede hun med begge hendes forreste hove i vandet, for det var en hun, den lille hoppe der for 63 år siden var blevet født, var nu en ung hoppe, stadig ikke stor nok til at tage plads i de voksendes rækker, men det som de voksne ville kalde en teenager, det var sådan en hun var på denne tid.
I et kast med hendes lange hår vendte hun sig om og stirrede skadefro på de unge mænd hun havde overhalet, de stod alle sammen og hev efter vejret imens de kiggede vredt på hende, en af de unge mænd udbrød rasende.
” Du snød Zaurin, jeg ved ikke hvordan, men jeg ved at du snød, der er ingen måde hvorpå du kunne overhale os på den måde, og så samtidig ikke snyde.”
Zaurin stirrede med at irriteret udtryk i ansigtet på ham hvorefter hun så sagde med tydelig pædagogisk stemme.
” Dren i har selv tjekket mig flere gange, jeg er bare hurtigere end jer lige meget hvad du prøver på at sige.”
Den unge mand ved navn Dren, stampede aggressivt i jorden, og det lignede at en slåskamp ville finde sted, Zaurin selv stillede sig klar til at modtage et angreb, imens de andre kentaurer så en anelse nervøst til.
” Dren, styr dit temperament søn, eller din vrede vil gøre dig skam.”
Lød en stemme fra skoven, og ud af den kom en voksen kentaur, hans brune krop lyste i skov lyset, hans brune hår faldt ned i hans øjne og han havde et let strengt smil om læberne, drengene selv trippede nervøst, at blive talt strengt til af lederen af flokken, især fordi at denne leder var Drens far, men ikke kun Dren han var også far til Zaurin, blot Dren var fået med astrologen i flokken og Zaurin var med hans partner, selvom hun var mindre var Zaurin den ældste, og faderen yndling, når man gik ned i små detaljer, drengene stak flovt halen imellem benene, imens lederen sendte dem væk, og Zaurin stod og så brødflov ud, at blive taget i at løbe om kap var aldrig en god ting, men af hendes far var det værste, dog smilte faderen blot mildt til hende, og inviterede hende på en tur i skoven.
De vandrede imellem de store træer, langs åen fyldt med vand, til de kom til den lille lysning med de lilla blomster, som Zaurin så ofte besøgte, det magiske sted hvor hun for 63 år siden var blevet født, og havde taget hendes første skridt.
” Zaurin, jeg ved at du ikke gør det med vilje, men prøv at lade være med at ophidse Dren, han er i en svær alder, og at dig hans store søster på den måde tromler ham ned, gør ham ikke godt.”
Lederen rystede trist på hovedet og kiggede vurderende på Zaurin, imens hun selv sukkede og bøjede hendes forben ned så hun kunne plukke af de lilla blomster der voksede langs vandet.
” Jeg prøver far, men siger du ikke selv at man skal være stolt af ens evner, og at man skal være god til at tabe selvom det går en på.”
Lederen sukkede blidt, det lignede hans ældste datter at diskuterer med hans egne ord, og at prøve at stå op for hende selv, selvom i denne situation var det ikke altid godt.
” Zaurin, min skat, man må også indfinde sin plads i flokken, og din higen efter at vise dig selv bringer aldrig noget godt, din bror er til måls stadig et føl, men du, er snart en kvinde, du er fyldt de 50, og bør indfinde dig med de regler som flokken har.”
Zaurin betragtede med et suk hendes far, hun vidste det godt, men hun havde ikke lyst til at indfinde sig i flokken, når hendes blod stadig indeholdt så meget liv, når hendes hove stadig længtes efter at løbe om kap med vinden, når hendes bue dirrede efter nye mål at ramme, når hendes øjne længtes efter nye landskaber at se, når hun ønskede at se verden, men kun ganske få kentaurer fik verden at se, og især ikke fra sådan en lille flok, at forlade flokken uden tilladelse ville være at gå imod lederen, og Zaurin vidste at hun aldrig fik tilladelse.
” Jeg skal nok prøve far.”
Lederen nikkede tilfreds med hovedet før han forsvandt imellem træerne for at finde tilbage til lejren, Zaurin selv blev stående, før hun kastede de lilla blomster i floden, da hun selv begav sig imod flokkens hjem, syntes hun svagt at kunne hører lyden af klokker der ringende fra elvernes hjem længere nordpå.
36 år senere:
Den unge Zaurin, nu 99 år gammel sneg sig med varsomme skridt langs vandløbet, hendes øjne kiggede sig mistænksomt omkring, og hendes ånde drat var i små præcise trækninger, hendes krop var spændt og hun var tydeligt parat til at sætte i løb.
En skygge gled forbi foran hende, og hun satte efter den, igennem buske under grene, over sten sprang hun efter den mindre skabning foran hende, nærmere, nærmere, hun rakte hånden ud, hun kunne næsten nå.
Og så gled hun, hendes fod snublede imod efterårets glatte mudder og hun sejlede ned af en skrant, i et sekund så det ud som om hun kunne rede den, men så faldt hun så langt hun var i en bunke blade.
” Zaurin, Zaurin er du okay.”
Lyden var nervøs, nærmest bange, Zaurin satte det ene øje på glem, og så skabningen stå bøjet over hende, det var en ung mand, en elver, hans lyse har hang ned om hans store øre og hans bekymrede øjne betragtede hende nervøst, med et grin rakte Zaurin ud og fik fat i ham.
” Du er den.”
Elveren stirrede betuttet på hende før han begyndte at hoppe op og ned i et rasende udbrud.
” Det var fejt, du snød, det tæller ikke.”
Zaurin stirrede med et grin på ham, og elveren rødmede og faldt til ro før han sukkende satte sig ned ved siden af hende, og de to væsner smilede på hinanden.
Elverens navn var Jeriko, Zaurin havde mødt ham da han var ude og lede efter lilla blomster, før var hun blevet rasende over at en anden plukkede fra hendes fødested, men snart blev de venner, de begyndtes at mødtes, at snakke selvfølgeligt i alt hemmelighed, det var okay at snakke med andre racer, men hendes far, ledere, foretrak at man ikke blev for venlige med dem, man skulle helst holde sig til sin egen race mente han.
Men Zaurin kunne ikke lade være med at blive bedre og bedre ven med elveren, og hun havde endda ladet ham gøre noget som hun ikke burde lade ham gøre.
Hun havde ladet ham ride på hendes ryg, for elveren havde det været sjovt, men Zaurin vidste at fandt hendes egen race ud af det ville de blive rasende, Kentaurer var stolte væsner, og de hadede at blive sammenlignet med heste, en af de ting de aldrig tillod folk var at ride sig, de få der havde tilladt folk at ride på sig, blev oftest smidt ud af flokken, ikke bare flokken men de måtte bære et tegn der viste alle andre kentaur, at de var en der havde ladet andre ride på sig, et væsen som var gået imod en af de ældste kentaur love.
Zaurin dog tænkte ikke på disse ting da hun endnu en gang lod hendes nye ven ride på hendes ryg imens hun gik langs vandløbet og tænkte på hendes snarlige 100 år, det var en stor dog for en kentaur, den dag man blev voksen.
Hun vidste dog ikke at der var en anden person der havde set hende lade elveren ride på sig, og denne person havde ikke de bedste tanker for hende, denne person var nemlig hendes halvbroder Dren.
Den aften da Zaurin kom tilbage til Lejren, var stemningen en anden end den så ofte var, der var ligesom en faretruende stilhed, og alle de voksende ventede på hende ved bålet, hendes far og astrologen stod side om side og hendes mor så til fra siden, det så ud som om hun havde grædt, Dren stod ved siden af hendes far, og Zaurin fik en klump i halsen da hun betragtede det triste syn, hun havde en svag ide om at det her gik hen.
Hun vidste hvad det var om, før hendes far havde sagt noget, og åbnede munden for at forklarer, men et blik fra hendes far fik hende til at blive helt stille og se ned i jorden.
”Du ved hvad vi vil tale med dig om.”
Hendes far sagde ikke mere end dette, og Zaurin fik små tårer i øjnene da hun tungt nikkede med hovedet, hun kunne ikke holde ud at se hendes far i øjnene, og Drens skadefro smil fik hende til at slå ham i ansigtet flere gange.
” Zaurin, du har forbrudt dig imod en af de ældste kentaur love, dette ville normalt resulterer i bortvisning men vi vil give dig en sidste chance, hvis du lover for altid at blive indenfor flokkens grænser, og aldrig at se på den elver, aldrig at snakke til ham, faktisk aldrig at havde kontakt med andre væsner end kentaurer.”
Zaurin kiggede op med et forfærdet blik, at blive bortvist var forfærdeligt, men det de bad hende om var større, de bad hende om at opgive hendes frihed, hendes fremtid og hendes venner, hun ville ikke kunne leve fanget inde bag flokkens linjer, det ville hun sikkert i sidste ende, men i det mindste før havde hun haft chancen, at blive bortvist var det mest forfærdelige hun kunne tænke på, men at blive buret inde som en fugl kunne heller ikke.
” Men far.”
Hendes far stoppede hende ved at løfte hans ene hånd, og hans øjne fyldtes med sorg.
” Så har du allerede valgt Zaurin, du der før var den hurtigste af de små, vil fra nu af være kendt som Zaurin Flodløber, den bortviste.”
Han løftede noget og lagde den i Zaurins hånd, det var en lille guldhalskæde, i den hang et lille segl, der ville vise andre kentaurer at hun var bortvist, hendes stolthed forbød hende nogensinde at tage det af, hun kiggede desperat på hendes far, men han havde allerede vendt hovedet væk, imens hun lod sit blik glide over flokken, gentog de alle den bevægelse.
Hun kunne blive der hvis hun ville, men fra nu af var hun luft for flokken, og andre kentaurer hun mødte ville opfører sig fjendtligt, hendes mor braste i gråd, imens Zaurin vendte sig væk og begyndte at gå væk fra lejren.
Hun stoppede ved hendes fødested, lagde sig ned begravede ansigtet i de lilla blomster og græd.
tre dage efter opsøgte hendes mor hende, den dag hvor Zaurin blev hundrede, i lejren ville de havde fejret det, men uden hendes flok var der intet at fejrer, hendes mor sagde intet til hende, men lagde blot en bunke med udstyr foran hende, der var den bue som hendes far havde lært hende at bruge, en kølle, skønt hun dog ikke kunne bruge den, forstod hun hvad den skulle bruges til, der var tøj, og forskellige ting, bare den lille smule kærlighed hendes moder viste i denne handling fik Zaurins håb en lille smule op.
Hun måtte forsætte hendes liv, i håb om en dag igen at gøre sig værdsat i kentaurernes øjne, dette kunne kun ske, ved en virkelig selvisk handling imod en anden kentaurer, ved en handling som ville gå over i historien, hun vidste endnu ikke hvad hun skulle gøre, men hun vidste at det nok skulle lykkedes en dag.
Så med disse tanker drog hun ud i verden, i håb en dag igen at have vundet det at kunne se hendes far og mor i øjnene igen.
Hun rejste igennem mange skove, og mange byer, undervejs mødte hun forskellige mennesker, mennesker der ligesom hende elskede det at være frie, og hun blev indlemmet i deres fællesskab, hun blev en pathfinder, hun blev indlemmet i hemmeligheder og det at have noget, det gav hende en følelse af igen at være i en slags flok, dog denne flok ikke var så tæt som den gamle havde den alligevel mange æresbegreber.
Og sådan forsatte den unge og stolte kentaur hendes udstødte rejse, med det mål en dag igen at kunne se hendes flok i øjnene, som deres ligemand, eller i det mindste at finde sig en anden flok, et sted ude i den kolde eksistens vi kalder jorden.
--------------------------------
Gud:
Hun tilbeder tre guder, Marthyr, Agensis og Shilva.
Marthyr fordi hun tror på hævn og fornuft, Agensis fordi hun samtidig også tror på tilgivelse og Shilva fordi hun er en kvinde og en ønsker lykke i kærlighed.
Dog er hendes tro meget hemmelig og hun fortæller næsten ingen om det.
Sprog:
Sylvian og Common.
Våben:
Hun bærer en langbue og pile i et kokker på ryggen, samt en kølle ved hendes side til nærkamp, samt en dolk i lille størrelse, men den er mest til skæring af mad.
Race evner:
CHARGE: Når en kentauer laver et angreb som han kan få momentum bag efter, dvs. et charge, får den + 30 styrke.
Astrologi: Hvis din kentaures stjerne tegn er i magt, kan du anvende en magi for dit stjerne tegn to gange i hver tråd. Rent praktis fungere det sådan at din stjerne altid er aktiv, og du bare vælger en low level magi.
Klasse evne:
Geografical memory: Spejder kan HUSKE alt om geografi og beplantning, og alt andet der står på kort, bare de har kikket på dem i 20 min. Der udover husker de også rigtigt mange ting om folk, og ting, og oftes længere end alle andre også.
Stats:
Hurtighed: 6
Styrke: 3
Smidighed: 6
Udholdenhed: 3
Intellekt: 5
Precision: 6
Skill: 6
Skills:
Skill:
*Våben præference - Du har et helt klart foretrukkenvåben, som man har trænet ekstra meget med, derfor får man dobbelt precision i først og anden angreb for derefter er fjenden så meget inde på en at man ikke rigtigt kan udnytte det alligevel. Drawback: Man er næsten ude af stand til at bruge andre våben, hvis man gør det får man halveret sine stats. (Bue)
Race Skill:
Super hurtig - Man kan løbe som en gal, over en meget kort periode. Det betyder at din hurtighed er fordobbelt i to poster. Drawback: efter alt den fysiske udfoldelse er man fuldstændig udmattet. Det svare til at ens smidighed er = 0 i fire poster.
Klasse Skill:
*Camuflage - Du får +2 til din smidighed i et udvalgt terran som markeres med (Skov) Drawback: Du føler dig slet ikke hjemme i alt andter terran, og får derfor halveret din smidighed i denne sammenhæng, derudover virker du meget nervøs i sådan nogle områder
Biled:
Zaurin Flodløber.
Race:
Kentaur.
Side:
De røde.
Klasse:
Spejder/Pathfinder.
Alder:
145.
Køn:
Kvindelig.
Højde:
2,5 m.
Hudfarve:
Hendes heste del, er mørkebrun med måske et strejf nøde farve, hendes overkrop er lysebrun med et strejf af honning.
Øjnefarve:
Hendes øjne er mørkeblå, men i det rette lys, virker de sorte.
Hår og Hårfarve:
Hendes hår er kul sort og meget kruset, ikke helt krøllet men alligevel ikke glat, det går hende ned til der hvor hendes menneskelige hofte ville side, i hendes tilfælde hvor menneske bliver hest.
Pandehåret er omkring ligeså langt som det andet, men går som et gardin omkring hendes pande, hun har normalt ikke bundet det op, men når hun er i krig bliver det bundet op i en knold.
Hendes hale, er en stor flot hale som andre heste, og som enhver kentaur tager hun stor stolthed i at holde hende hale fri fra utøj og flot redet, den går ned til det der kaldes en hest sokker, i dette tilfælde hende ankler, og er ligeså sort og kruset som hendes hår på toppen af hovedet.
Tøj:
På hendes overkrop bærer hun for det meste toppe i læder, hendes favorit top er en rygløs model, der er bundet som et korset foran med læder tråde, og dækker hendes bryster med to læder lapper, og snorene fra disse lapper er bundet bagved ryggen.
I krig bærer hun både skulderplader og arm beskyttere, samt en slags rustning bestående af plader på hendes hestekrop.
Hun bærer også et bælte med en taske i, og over hendes hestekrop, bærer hun også en slags læder bærer stativ bestående af læder remme.
I det bærer hun, en taske, et reb, en lurer og over ryggen en grå beholder hun har mad og tøj i.
Hun bærer også nogle smykker, som øreringe og en armring og et ring om håndleddet, og selvfølgeligt et ælder stykke på hendes ene hånd, i tilfælde af piskeslag fra buen.
Historie:
Lyden af klokker gled flød med bækken fra elvernes tilholdssted længere oppe, en kentaur løftede hovedet i en vagtsom bevægelse, hun var alene under fuldmånens skær, det var en nat fyldt med magi, og hvor uheldigt for hende at lige denne nat var valgt for at hun skulle give fødsel til hendes første kuld.
Kentauren var en ung hoppe lige fyldt de 110, og gift med hendes livs kærlighed en af flokkens store krigere, de var lykkelige over at hun var blevet gravid så tidligt, men vinteren havde været hård så der havde været meget frygt om at hoppen ville tabe barnet, men de var kommet igennem det.
Og her på denne smukke forårs nat hvor lyden at elvernes klokker var stærkeste og magien i luften fik hårene til at rejse sig bagpå hoppens ankler, var det tid til helt alene ved det lille vandløb at føde hendes førstefødte.
Flere timer gik i smerte for hoppen, indtil endelig hendes første fødte var til verden, det var en lille pige endda, moderen selv badede det lille føl i vandløbet, og lyden af klokkerne fik den lille til at se sig forvirret om, moderen selv smilte ned til den lille, før hun lagde sig ned med hendes datter i armene og sov den fortjente søvn.
De blev vækket dagen efter af faderen til den lille pige, da han stolt beundrede hans første fødte datter, hun var en lille brun hoppe, der mindede ham hans egen side af familien, men de sorte hårstubbe på hendes hoved tydede på at hun ligesom moderens side af familien havde sort hår, hendes blå øjne stirrede betuttet op på hendes far, den stolte mor og far så til imens deres første fødte tog sine første skridt rundt i lysningen, før hun gav et højt bukkespring og sparkede millioner af små sporer fra de lilla blomster langs vandløbet op i luften, de blev grebet af vinden og ført op langs bækken hvor resten af flokken ventede på at blive præsenteret for den lille nye.
Hendes navn, var Zaurin.
63 år senere.
Lyden af hove imod jorden tordnede hen over skoven, i et glimt gled flere store kroppe forbi imellem træerne, et kort drej og en stor krop slog igennem en busk og forsatte ned imod søen for enden af den lille sti, bag den kom flere kroppe springende, bortset fra lyden af hove imod jorden var de store væsner stille, deres fokuserede udtryk tydede på at de havde en opgave, og de satte farten op i et desperat forsøg på at kæmpe sig forbi hinanden som de løb der i en ordentlig masse.
Pludseligt gled en lidt mindre krop ud fra skyggen, i et par dristige spring og drejning overhalede den flokken og forsatte imod den førende kentaur, for det var en hel flok kentaur der tordnede af sted i et desperat kapløb.
I sidste minut banede den mindste kentaur sig foran den første, og tydeligt sejers rig trampede hun med begge hendes forreste hove i vandet, for det var en hun, den lille hoppe der for 63 år siden var blevet født, var nu en ung hoppe, stadig ikke stor nok til at tage plads i de voksendes rækker, men det som de voksne ville kalde en teenager, det var sådan en hun var på denne tid.
I et kast med hendes lange hår vendte hun sig om og stirrede skadefro på de unge mænd hun havde overhalet, de stod alle sammen og hev efter vejret imens de kiggede vredt på hende, en af de unge mænd udbrød rasende.
” Du snød Zaurin, jeg ved ikke hvordan, men jeg ved at du snød, der er ingen måde hvorpå du kunne overhale os på den måde, og så samtidig ikke snyde.”
Zaurin stirrede med at irriteret udtryk i ansigtet på ham hvorefter hun så sagde med tydelig pædagogisk stemme.
” Dren i har selv tjekket mig flere gange, jeg er bare hurtigere end jer lige meget hvad du prøver på at sige.”
Den unge mand ved navn Dren, stampede aggressivt i jorden, og det lignede at en slåskamp ville finde sted, Zaurin selv stillede sig klar til at modtage et angreb, imens de andre kentaurer så en anelse nervøst til.
” Dren, styr dit temperament søn, eller din vrede vil gøre dig skam.”
Lød en stemme fra skoven, og ud af den kom en voksen kentaur, hans brune krop lyste i skov lyset, hans brune hår faldt ned i hans øjne og han havde et let strengt smil om læberne, drengene selv trippede nervøst, at blive talt strengt til af lederen af flokken, især fordi at denne leder var Drens far, men ikke kun Dren han var også far til Zaurin, blot Dren var fået med astrologen i flokken og Zaurin var med hans partner, selvom hun var mindre var Zaurin den ældste, og faderen yndling, når man gik ned i små detaljer, drengene stak flovt halen imellem benene, imens lederen sendte dem væk, og Zaurin stod og så brødflov ud, at blive taget i at løbe om kap var aldrig en god ting, men af hendes far var det værste, dog smilte faderen blot mildt til hende, og inviterede hende på en tur i skoven.
De vandrede imellem de store træer, langs åen fyldt med vand, til de kom til den lille lysning med de lilla blomster, som Zaurin så ofte besøgte, det magiske sted hvor hun for 63 år siden var blevet født, og havde taget hendes første skridt.
” Zaurin, jeg ved at du ikke gør det med vilje, men prøv at lade være med at ophidse Dren, han er i en svær alder, og at dig hans store søster på den måde tromler ham ned, gør ham ikke godt.”
Lederen rystede trist på hovedet og kiggede vurderende på Zaurin, imens hun selv sukkede og bøjede hendes forben ned så hun kunne plukke af de lilla blomster der voksede langs vandet.
” Jeg prøver far, men siger du ikke selv at man skal være stolt af ens evner, og at man skal være god til at tabe selvom det går en på.”
Lederen sukkede blidt, det lignede hans ældste datter at diskuterer med hans egne ord, og at prøve at stå op for hende selv, selvom i denne situation var det ikke altid godt.
” Zaurin, min skat, man må også indfinde sin plads i flokken, og din higen efter at vise dig selv bringer aldrig noget godt, din bror er til måls stadig et føl, men du, er snart en kvinde, du er fyldt de 50, og bør indfinde dig med de regler som flokken har.”
Zaurin betragtede med et suk hendes far, hun vidste det godt, men hun havde ikke lyst til at indfinde sig i flokken, når hendes blod stadig indeholdt så meget liv, når hendes hove stadig længtes efter at løbe om kap med vinden, når hendes bue dirrede efter nye mål at ramme, når hendes øjne længtes efter nye landskaber at se, når hun ønskede at se verden, men kun ganske få kentaurer fik verden at se, og især ikke fra sådan en lille flok, at forlade flokken uden tilladelse ville være at gå imod lederen, og Zaurin vidste at hun aldrig fik tilladelse.
” Jeg skal nok prøve far.”
Lederen nikkede tilfreds med hovedet før han forsvandt imellem træerne for at finde tilbage til lejren, Zaurin selv blev stående, før hun kastede de lilla blomster i floden, da hun selv begav sig imod flokkens hjem, syntes hun svagt at kunne hører lyden af klokker der ringende fra elvernes hjem længere nordpå.
36 år senere:
Den unge Zaurin, nu 99 år gammel sneg sig med varsomme skridt langs vandløbet, hendes øjne kiggede sig mistænksomt omkring, og hendes ånde drat var i små præcise trækninger, hendes krop var spændt og hun var tydeligt parat til at sætte i løb.
En skygge gled forbi foran hende, og hun satte efter den, igennem buske under grene, over sten sprang hun efter den mindre skabning foran hende, nærmere, nærmere, hun rakte hånden ud, hun kunne næsten nå.
Og så gled hun, hendes fod snublede imod efterårets glatte mudder og hun sejlede ned af en skrant, i et sekund så det ud som om hun kunne rede den, men så faldt hun så langt hun var i en bunke blade.
” Zaurin, Zaurin er du okay.”
Lyden var nervøs, nærmest bange, Zaurin satte det ene øje på glem, og så skabningen stå bøjet over hende, det var en ung mand, en elver, hans lyse har hang ned om hans store øre og hans bekymrede øjne betragtede hende nervøst, med et grin rakte Zaurin ud og fik fat i ham.
” Du er den.”
Elveren stirrede betuttet på hende før han begyndte at hoppe op og ned i et rasende udbrud.
” Det var fejt, du snød, det tæller ikke.”
Zaurin stirrede med et grin på ham, og elveren rødmede og faldt til ro før han sukkende satte sig ned ved siden af hende, og de to væsner smilede på hinanden.
Elverens navn var Jeriko, Zaurin havde mødt ham da han var ude og lede efter lilla blomster, før var hun blevet rasende over at en anden plukkede fra hendes fødested, men snart blev de venner, de begyndtes at mødtes, at snakke selvfølgeligt i alt hemmelighed, det var okay at snakke med andre racer, men hendes far, ledere, foretrak at man ikke blev for venlige med dem, man skulle helst holde sig til sin egen race mente han.
Men Zaurin kunne ikke lade være med at blive bedre og bedre ven med elveren, og hun havde endda ladet ham gøre noget som hun ikke burde lade ham gøre.
Hun havde ladet ham ride på hendes ryg, for elveren havde det været sjovt, men Zaurin vidste at fandt hendes egen race ud af det ville de blive rasende, Kentaurer var stolte væsner, og de hadede at blive sammenlignet med heste, en af de ting de aldrig tillod folk var at ride sig, de få der havde tilladt folk at ride på sig, blev oftest smidt ud af flokken, ikke bare flokken men de måtte bære et tegn der viste alle andre kentaur, at de var en der havde ladet andre ride på sig, et væsen som var gået imod en af de ældste kentaur love.
Zaurin dog tænkte ikke på disse ting da hun endnu en gang lod hendes nye ven ride på hendes ryg imens hun gik langs vandløbet og tænkte på hendes snarlige 100 år, det var en stor dog for en kentaur, den dag man blev voksen.
Hun vidste dog ikke at der var en anden person der havde set hende lade elveren ride på sig, og denne person havde ikke de bedste tanker for hende, denne person var nemlig hendes halvbroder Dren.
Den aften da Zaurin kom tilbage til Lejren, var stemningen en anden end den så ofte var, der var ligesom en faretruende stilhed, og alle de voksende ventede på hende ved bålet, hendes far og astrologen stod side om side og hendes mor så til fra siden, det så ud som om hun havde grædt, Dren stod ved siden af hendes far, og Zaurin fik en klump i halsen da hun betragtede det triste syn, hun havde en svag ide om at det her gik hen.
Hun vidste hvad det var om, før hendes far havde sagt noget, og åbnede munden for at forklarer, men et blik fra hendes far fik hende til at blive helt stille og se ned i jorden.
”Du ved hvad vi vil tale med dig om.”
Hendes far sagde ikke mere end dette, og Zaurin fik små tårer i øjnene da hun tungt nikkede med hovedet, hun kunne ikke holde ud at se hendes far i øjnene, og Drens skadefro smil fik hende til at slå ham i ansigtet flere gange.
” Zaurin, du har forbrudt dig imod en af de ældste kentaur love, dette ville normalt resulterer i bortvisning men vi vil give dig en sidste chance, hvis du lover for altid at blive indenfor flokkens grænser, og aldrig at se på den elver, aldrig at snakke til ham, faktisk aldrig at havde kontakt med andre væsner end kentaurer.”
Zaurin kiggede op med et forfærdet blik, at blive bortvist var forfærdeligt, men det de bad hende om var større, de bad hende om at opgive hendes frihed, hendes fremtid og hendes venner, hun ville ikke kunne leve fanget inde bag flokkens linjer, det ville hun sikkert i sidste ende, men i det mindste før havde hun haft chancen, at blive bortvist var det mest forfærdelige hun kunne tænke på, men at blive buret inde som en fugl kunne heller ikke.
” Men far.”
Hendes far stoppede hende ved at løfte hans ene hånd, og hans øjne fyldtes med sorg.
” Så har du allerede valgt Zaurin, du der før var den hurtigste af de små, vil fra nu af være kendt som Zaurin Flodløber, den bortviste.”
Han løftede noget og lagde den i Zaurins hånd, det var en lille guldhalskæde, i den hang et lille segl, der ville vise andre kentaurer at hun var bortvist, hendes stolthed forbød hende nogensinde at tage det af, hun kiggede desperat på hendes far, men han havde allerede vendt hovedet væk, imens hun lod sit blik glide over flokken, gentog de alle den bevægelse.
Hun kunne blive der hvis hun ville, men fra nu af var hun luft for flokken, og andre kentaurer hun mødte ville opfører sig fjendtligt, hendes mor braste i gråd, imens Zaurin vendte sig væk og begyndte at gå væk fra lejren.
Hun stoppede ved hendes fødested, lagde sig ned begravede ansigtet i de lilla blomster og græd.
tre dage efter opsøgte hendes mor hende, den dag hvor Zaurin blev hundrede, i lejren ville de havde fejret det, men uden hendes flok var der intet at fejrer, hendes mor sagde intet til hende, men lagde blot en bunke med udstyr foran hende, der var den bue som hendes far havde lært hende at bruge, en kølle, skønt hun dog ikke kunne bruge den, forstod hun hvad den skulle bruges til, der var tøj, og forskellige ting, bare den lille smule kærlighed hendes moder viste i denne handling fik Zaurins håb en lille smule op.
Hun måtte forsætte hendes liv, i håb om en dag igen at gøre sig værdsat i kentaurernes øjne, dette kunne kun ske, ved en virkelig selvisk handling imod en anden kentaurer, ved en handling som ville gå over i historien, hun vidste endnu ikke hvad hun skulle gøre, men hun vidste at det nok skulle lykkedes en dag.
Så med disse tanker drog hun ud i verden, i håb en dag igen at have vundet det at kunne se hendes far og mor i øjnene igen.
Hun rejste igennem mange skove, og mange byer, undervejs mødte hun forskellige mennesker, mennesker der ligesom hende elskede det at være frie, og hun blev indlemmet i deres fællesskab, hun blev en pathfinder, hun blev indlemmet i hemmeligheder og det at have noget, det gav hende en følelse af igen at være i en slags flok, dog denne flok ikke var så tæt som den gamle havde den alligevel mange æresbegreber.
Og sådan forsatte den unge og stolte kentaur hendes udstødte rejse, med det mål en dag igen at kunne se hendes flok i øjnene, som deres ligemand, eller i det mindste at finde sig en anden flok, et sted ude i den kolde eksistens vi kalder jorden.
--------------------------------
Gud:
Hun tilbeder tre guder, Marthyr, Agensis og Shilva.
Marthyr fordi hun tror på hævn og fornuft, Agensis fordi hun samtidig også tror på tilgivelse og Shilva fordi hun er en kvinde og en ønsker lykke i kærlighed.
Dog er hendes tro meget hemmelig og hun fortæller næsten ingen om det.
Sprog:
Sylvian og Common.
Våben:
Hun bærer en langbue og pile i et kokker på ryggen, samt en kølle ved hendes side til nærkamp, samt en dolk i lille størrelse, men den er mest til skæring af mad.
Race evner:
CHARGE: Når en kentauer laver et angreb som han kan få momentum bag efter, dvs. et charge, får den + 30 styrke.
Astrologi: Hvis din kentaures stjerne tegn er i magt, kan du anvende en magi for dit stjerne tegn to gange i hver tråd. Rent praktis fungere det sådan at din stjerne altid er aktiv, og du bare vælger en low level magi.
Klasse evne:
Geografical memory: Spejder kan HUSKE alt om geografi og beplantning, og alt andet der står på kort, bare de har kikket på dem i 20 min. Der udover husker de også rigtigt mange ting om folk, og ting, og oftes længere end alle andre også.
Stats:
Hurtighed: 6
Styrke: 3
Smidighed: 6
Udholdenhed: 3
Intellekt: 5
Precision: 6
Skill: 6
Skills:
Skill:
*Våben præference - Du har et helt klart foretrukkenvåben, som man har trænet ekstra meget med, derfor får man dobbelt precision i først og anden angreb for derefter er fjenden så meget inde på en at man ikke rigtigt kan udnytte det alligevel. Drawback: Man er næsten ude af stand til at bruge andre våben, hvis man gør det får man halveret sine stats. (Bue)
Race Skill:
Super hurtig - Man kan løbe som en gal, over en meget kort periode. Det betyder at din hurtighed er fordobbelt i to poster. Drawback: efter alt den fysiske udfoldelse er man fuldstændig udmattet. Det svare til at ens smidighed er = 0 i fire poster.
Klasse Skill:
*Camuflage - Du får +2 til din smidighed i et udvalgt terran som markeres med (Skov) Drawback: Du føler dig slet ikke hjemme i alt andter terran, og får derfor halveret din smidighed i denne sammenhæng, derudover virker du meget nervøs i sådan nogle områder
Biled:
