Post by Sylien II af Sakofa on Jan 7, 2009 16:28:23 GMT 1
Navn: Sylien Arephelia Ocea Amilia II af Sakofa
Race: Halv-Engel (hun ved det ikke endnu) Aurra
Side: Neutral
Klasse: Pathfinder
Alder: Hun er 15 år og har derfor ikke opdaget at hun er en halv-engel endnu, hun tror hun er et normalt menneske.
Køn: Kvinde
Højde : ca. 1,60 m
Hudfarve: Meget lys, alt for lys syntes hun selv.
Øjnefarve: Grøne
Hår og Hårfarve: Hun har kort hår til lige under hagen. Det er rød/brunt og glat. Hun har sin sideskilning i højre side
Tøj: En brun læder vest, med en engang hvid skjorte inden under og læder handsker. Bukserne af lavet af et lidt slidt ukendt stof, og er mørkebrune med grønne broderier på, som forestiller natur mønstre. Hun har nogle store kraftige mørkebrune støvler med stor åbning og holdere til en kastekniv i hvert. Hun har bælteremme spændt på arme og ben, og to bælter under skjorten, som går på tværs af ryggen.
Historie:
Sylien sad i vinduet og kiggede ud gennem tremmerne på månen. Den var næsten fuld, men kun næsten. "Sylien kan du ikke lukke skoderne igen, jeg kan ikke sove" stønnede Iria ovre fra sengen over for hendes. "Jo, skal jeg nok" sagde hun og kastede lige blikket på månen endnu engang før hun lukkede skoderne og lagde sig ned i sin seng igen. "Iria?" sagde Sylien efter nogle minutter. En stille "Ja?" kom ovre fra hendes seng.
Sylien sukkede og satte sig op. "Du ved jeg har snakket længe om det, og jeg fylder 14 i næste uge. Du ved jeg kan klare mig selv nu, så jeg vil bare spørge om du ville flygte herfra med mig?" sagde Sylien og kiggede ned i gulvet. Hendes øjne vendte sig nemt til mørket, efter at have kigget på månen, og hendes blik fald på Iria i den modsatte seng. Iria drejede sig rundt og svingede benene ud over kanten og kom op og side. Hun sukkede. "Sylien, jeg ved du kan klare dig selv, det er derfor jeg ikke kan tage med, jeg ville bare være til besvær, og Harley nede fra købmanden, siger at jeg aldrig ville klare den. Du kender til mit helbred, jeg ville ikke kunne være sådan en byrde for dig" sagde hun stille.
Sylien gik over og satte sig ved siden af hende. "Du ville ikke være en byrde overhoved. Og tænk over det, vil du være på dette sted til du bliver 18? Jeg ser hvordan du vender dig i søvne, Iria, du har jo ondt i ryggen, og hvis det ikke er spanskrørets skyld ved jeg godt nok ikke hvis skyld det så er. Tag med mig vil du ikke nok?" sagde hun og kiggede på hende. "Nej, jeg vil ikke være her til jeg bliver 18, men det kunne jo være at min sygdom er forsvundet på det tidspunkt, så jeg kan leve et normalt liv. Men nej. Jo jeg skal nok tage med dig" sagde hun og smilede.
Sylien smilte, rejste sig og fandt den rygsæk hun havde under sin seng. Hun tog de få ejendele hun havde og stoppede dem derned. Hun tog nogen ordentligt tøj på, og fik Iria til det samme.
Døren til værelse nr. 19 gik op og Iria og Sylien krøb i ly af mørket ud af den smalle sprække imellem dør og dørkam. "Hold dig i skyggen ligemeget hvad du gør" hviskede Sylien til Iria. De krøb sig frem langs den mørkeste af væggene i gangen. Stille som mus. Højre, venstre, højre, højre, venstre. Hurtigere og hurtigere gik det igennem gangene i den bygning der husede de 550 forældreløse børn som Sylien og Iria var en del af. De standsede.
Døren ud til verden. Døren ud til frihed. Og så sad den gamle sure vicevært Karlur uden for an. Det var ikke fær det der. Sylien sukkede. Hun viste jo han ville side der. Han sad og sov, med front imod døren, så han sad med ryggen til dem. Sylien åbnede sin taske og fandt det hun ledte efter. 2 primitivt lavede ørepropper af dun fra deres puder. Hun listede om bag hans stol. Langsomt, ganske langsomt stoppede hun ørepropperne ind i hans øre. Ikke så meget som en lyd kom fra ham. Hun sukkede. Nu ville han ikke høre når de åbnede døren. Hun viftede til Iria om at følge med, og hun åbnede døren.
Og de løb. Løb så hurtigt de kunne. Den kolde natteluft piskede imod hendes hud. Sylien kom foran Iria uden at bemærke det. De løb igennem skoven. Hurtigere gik det. Sylien standsede i en lysning. "Ja vi gjorde det! Vi gjorde det! Vi..." Iria var igen steder at se. Fortvivelsen meldte sig. Hvor længe havde hun løbet uden at Iria var med? Hvor længe havde hun i det hele taget løbet? Hun anede det ikke.
Hun løb, samme vej som hun var kommet. Problemet var, hun ikke ikke huske hvor hun havde løbet i skoven. Alt lignede hinanden. Hun blev ved med at lede. Solen var ved at stå op da hun hørte en lille stemme på vej igennem skoven for gaia må vide hvilken gang. "Sylien?" sagde den. Hun standsede. Iria lå på jorden. "Iria!" udbrød hun og løb over til hende. "Du ved den knude ting jeg her i brystkassen? Du ved, min sygdom? Den lammede mig, jeg fald om, jeg kan ikke rejse mig" stønnede Iria. Sylien sagde ikke noget men tog Iria på ryggen og løb tilbage til lysningen med hende.
Iria døde af kraft 3 dage efter.
Sylien blev aldrig helt sig selv igen efter Irias død. Hun begravede hende under det gamle ege træ som senere blev hendes hjem. Hytten hun lavede, var ud af drivtømmer fra havet. Hun blev angreb kort efter Irias død af en bjørn og har nogle grimme ar fra kampen. Siden da har hun fået anskaffet sig nogle kasteknive (som hun er blevet ganske god med) og daggerter som hun bruger til at forsvare sig med. Hendes politik er, at hvis hun bliver angrebet, er de lange nok til at dræbe et menneske, men ikke lange nok til at dræbe et dyr. Mennesker har i hendes øjne fortjent at dø, efter alt hvad de har gjord naturen og dem selv. Men intet dyr fortjener at dø. Ikke engang hvis de angriber hende. Da dyr aldrig ville have en chance. Mennesker har haft mange, alt for mange allerede.
----------------------------------
Gud: Gaia
Sprog: Common
Våben: 6 daggerter, og 2 kasteknive (leggene) spændt fast på arme og ben med små bælteremme. Og 4 kasteknive på ryggen, spændt fast med bælter som går på tværs af ryggen. Og en kastekniv i hver af sine støvler.
Race evner:
Flyve
Flammenden vrede
Klasse evne:
Geografical memory
Stats:
Hurtighed: 5
Styrke: 6
Smidighed: 6
Udholdenhed: 5
Intellekt: 5
Precision: 6
Skill: 6
Skills:
*Camuflage - (nature)
*Våben præference - Knive
*Highed mind
Race: Halv-Engel (hun ved det ikke endnu) Aurra
Side: Neutral
Klasse: Pathfinder
Alder: Hun er 15 år og har derfor ikke opdaget at hun er en halv-engel endnu, hun tror hun er et normalt menneske.
Køn: Kvinde
Højde : ca. 1,60 m
Hudfarve: Meget lys, alt for lys syntes hun selv.
Øjnefarve: Grøne
Hår og Hårfarve: Hun har kort hår til lige under hagen. Det er rød/brunt og glat. Hun har sin sideskilning i højre side
Tøj: En brun læder vest, med en engang hvid skjorte inden under og læder handsker. Bukserne af lavet af et lidt slidt ukendt stof, og er mørkebrune med grønne broderier på, som forestiller natur mønstre. Hun har nogle store kraftige mørkebrune støvler med stor åbning og holdere til en kastekniv i hvert. Hun har bælteremme spændt på arme og ben, og to bælter under skjorten, som går på tværs af ryggen.
Historie:
Sylien sad i vinduet og kiggede ud gennem tremmerne på månen. Den var næsten fuld, men kun næsten. "Sylien kan du ikke lukke skoderne igen, jeg kan ikke sove" stønnede Iria ovre fra sengen over for hendes. "Jo, skal jeg nok" sagde hun og kastede lige blikket på månen endnu engang før hun lukkede skoderne og lagde sig ned i sin seng igen. "Iria?" sagde Sylien efter nogle minutter. En stille "Ja?" kom ovre fra hendes seng.
Sylien sukkede og satte sig op. "Du ved jeg har snakket længe om det, og jeg fylder 14 i næste uge. Du ved jeg kan klare mig selv nu, så jeg vil bare spørge om du ville flygte herfra med mig?" sagde Sylien og kiggede ned i gulvet. Hendes øjne vendte sig nemt til mørket, efter at have kigget på månen, og hendes blik fald på Iria i den modsatte seng. Iria drejede sig rundt og svingede benene ud over kanten og kom op og side. Hun sukkede. "Sylien, jeg ved du kan klare dig selv, det er derfor jeg ikke kan tage med, jeg ville bare være til besvær, og Harley nede fra købmanden, siger at jeg aldrig ville klare den. Du kender til mit helbred, jeg ville ikke kunne være sådan en byrde for dig" sagde hun stille.
Sylien gik over og satte sig ved siden af hende. "Du ville ikke være en byrde overhoved. Og tænk over det, vil du være på dette sted til du bliver 18? Jeg ser hvordan du vender dig i søvne, Iria, du har jo ondt i ryggen, og hvis det ikke er spanskrørets skyld ved jeg godt nok ikke hvis skyld det så er. Tag med mig vil du ikke nok?" sagde hun og kiggede på hende. "Nej, jeg vil ikke være her til jeg bliver 18, men det kunne jo være at min sygdom er forsvundet på det tidspunkt, så jeg kan leve et normalt liv. Men nej. Jo jeg skal nok tage med dig" sagde hun og smilede.
Sylien smilte, rejste sig og fandt den rygsæk hun havde under sin seng. Hun tog de få ejendele hun havde og stoppede dem derned. Hun tog nogen ordentligt tøj på, og fik Iria til det samme.
Døren til værelse nr. 19 gik op og Iria og Sylien krøb i ly af mørket ud af den smalle sprække imellem dør og dørkam. "Hold dig i skyggen ligemeget hvad du gør" hviskede Sylien til Iria. De krøb sig frem langs den mørkeste af væggene i gangen. Stille som mus. Højre, venstre, højre, højre, venstre. Hurtigere og hurtigere gik det igennem gangene i den bygning der husede de 550 forældreløse børn som Sylien og Iria var en del af. De standsede.
Døren ud til verden. Døren ud til frihed. Og så sad den gamle sure vicevært Karlur uden for an. Det var ikke fær det der. Sylien sukkede. Hun viste jo han ville side der. Han sad og sov, med front imod døren, så han sad med ryggen til dem. Sylien åbnede sin taske og fandt det hun ledte efter. 2 primitivt lavede ørepropper af dun fra deres puder. Hun listede om bag hans stol. Langsomt, ganske langsomt stoppede hun ørepropperne ind i hans øre. Ikke så meget som en lyd kom fra ham. Hun sukkede. Nu ville han ikke høre når de åbnede døren. Hun viftede til Iria om at følge med, og hun åbnede døren.
Og de løb. Løb så hurtigt de kunne. Den kolde natteluft piskede imod hendes hud. Sylien kom foran Iria uden at bemærke det. De løb igennem skoven. Hurtigere gik det. Sylien standsede i en lysning. "Ja vi gjorde det! Vi gjorde det! Vi..." Iria var igen steder at se. Fortvivelsen meldte sig. Hvor længe havde hun løbet uden at Iria var med? Hvor længe havde hun i det hele taget løbet? Hun anede det ikke.
Hun løb, samme vej som hun var kommet. Problemet var, hun ikke ikke huske hvor hun havde løbet i skoven. Alt lignede hinanden. Hun blev ved med at lede. Solen var ved at stå op da hun hørte en lille stemme på vej igennem skoven for gaia må vide hvilken gang. "Sylien?" sagde den. Hun standsede. Iria lå på jorden. "Iria!" udbrød hun og løb over til hende. "Du ved den knude ting jeg her i brystkassen? Du ved, min sygdom? Den lammede mig, jeg fald om, jeg kan ikke rejse mig" stønnede Iria. Sylien sagde ikke noget men tog Iria på ryggen og løb tilbage til lysningen med hende.
Iria døde af kraft 3 dage efter.
Sylien blev aldrig helt sig selv igen efter Irias død. Hun begravede hende under det gamle ege træ som senere blev hendes hjem. Hytten hun lavede, var ud af drivtømmer fra havet. Hun blev angreb kort efter Irias død af en bjørn og har nogle grimme ar fra kampen. Siden da har hun fået anskaffet sig nogle kasteknive (som hun er blevet ganske god med) og daggerter som hun bruger til at forsvare sig med. Hendes politik er, at hvis hun bliver angrebet, er de lange nok til at dræbe et menneske, men ikke lange nok til at dræbe et dyr. Mennesker har i hendes øjne fortjent at dø, efter alt hvad de har gjord naturen og dem selv. Men intet dyr fortjener at dø. Ikke engang hvis de angriber hende. Da dyr aldrig ville have en chance. Mennesker har haft mange, alt for mange allerede.
----------------------------------
Gud: Gaia
Sprog: Common
Våben: 6 daggerter, og 2 kasteknive (leggene) spændt fast på arme og ben med små bælteremme. Og 4 kasteknive på ryggen, spændt fast med bælter som går på tværs af ryggen. Og en kastekniv i hver af sine støvler.
Race evner:
Flyve
Flammenden vrede
Klasse evne:
Geografical memory
Stats:
Hurtighed: 5
Styrke: 6
Smidighed: 6
Udholdenhed: 5
Intellekt: 5
Precision: 6
Skill: 6
Skills:
*Camuflage - (nature)
*Våben præference - Knive
*Highed mind
